Indvandringskritiske Nyamko fra Burundi bliver ny partileder i Sverige

0
2664
Liberalernes nyvalgte partileder Nyamko Sabuni taler under partiets ekstraordinære landsmøde i Stockholm. Foto: 11720 Erik Simander / TT/Ritzau Scanpix

Valget i dag af Nyamko Sabuni som leder af det liberale parti i Sverige kan trække tæppet væk under den svenske regering ved et samarbejde med Sverigedemokraterne.

Valget var helt klart, da begge hendes modkandidater trak sig inden afstemningen. Nyamko Sabuni har under sin egen valgkamp for at blive leder af Liberalerna både fortsat sin kritik af hvad hun ser som en naiv svensk politik overfor indvandrere fra den muslimske verden – og samtidig holdt fast i partiets klassiske, liberale holdning til økonomien. De holdninger, der minder mere om Venstre i Danmark end om et svensk midterparti, var så stærk en kombination, at hendes modstandere trak sig.

Nyamko Sabuni er født i Burundi og kom selv til Sverige som flygtning sammen med sin muslimske mor og kristne far. Hun har krævet at unge muslimske kvinder bliver undersøgt for at komme omskæring til livs og hun har sagt, at rettroende muslimer ofte står i vejen for deres egen succes i Sverige. Hun har selv været integrationsminister, men trak sig inden den store bølge af flygtninge.

Læs også: Svensk politiker med flygtningebaggrund kræver opgør med det multikulturelle

Mere som Venstre

Både andre politikere og kommentatorer forventer at Liberalerna vil få en anden profil med hende og at hun vil dreje partiet til højre. Hun har sendt mere forsonlige toner i retning af Sverigedemokraterne, der ellers gælder som ikke stuerene i svensk politik. Samtidig har hun klart meldt ud, at man vil samarbejde med det store konservative parti Moderaterna op til næste valg.

Liberalernas afgående partileder Jan Björklund ved siden af sin afløser Nyamko Sabuni. Foto: 11720 Erik Simander / TT/Ritzau Scanpix

Mange forventer, at Nyamko Sabuni nu vil lede efter en anledning til at opsige den såkaldte januar-aftale, der er grundlaget for den siddende regering. Aftalen med sine 73 punkter minder en del om den nye danske regeringsaftale. Foreløbig holder hun fast i sit partis støtte til aftalen og dermed til den siddende mindretalsregering, men ifølge svenske medier har statsminister Löfven bestemt grund til at være bekymret.

Det store borgerlige oppositionsparti Moderaterne har tidligere åbnet for et samarbejde med Sverigedemokraterne, men det blev dengang bremset af de små midterpartier. Går Liberalerna faktisk samme vej som Venstre, så har de i dag sammen med Moderaterne og Sverigedemokraterne 152 ud af de 349 medlemmer i den svenske rigsdag. Og følger blot et andet, borgerligt parti som for eksempel Centerpartiet med, har denne nye, borgerlige koalition flertal i rigsdagen.