Af Jens Kirkegaard, Arkitekt maa, DF Helsingør
Politisk dannelse er både en personlig og en fælles lokal erfaring. Det danske dannelsesbegreb bygger på historien. På erfaringsverdenen og en flerfaglighed. Ser vi bort fra fællesskabet og historien, bliver vi amputerede som mennesker, som samfund.
Kulturpolitik handler ikke kun om at tilstræbe det fuldkomne, men om at være menneske på godt og ondt i fællesskab med andre mennesker. Her bliver vi dannet, når vi er forankret i historien og forskellige fællesskaber – når vi kender familiens historie, slægtens historie, egnens historie, ja Danmarks historie,
Har vi eksistentielle spørgsmål til livet, er svaret ikke, at vi skal have mere nær-demokrati og bæredygtighed. Hvorfor vi har fortsat brug for at kunne fastholde en fælles national kulturpolitik. Som en fælles mening, der kommer fra mere end os selv, uanset hvor kloge og intellektuelle vi er blevet. Vi kan ikke leve på fornuften alene. Alligevel ser jeg en stadig større politisk ligegyldighed, overfor den kulturelle udvikling.
Efter katastrofen 1864, blev 70 og 80erne dannende, for mange nye folkelige rørelser i både by og land, for gennem lokale sammenhold at få dannet “almuen” til et folk. En almue er nu som dengang forsat mennesker, der er ukendt med historien. Vi har derfor fået en kulturel “almue” der ikke kan tænke flerfagligt. Fordi det analytiske menneske med sine regneark, i reglen ikke skabe naturlige sammenhæng til de borgere som skal betjenes.
Til dagens kulturelle ørkenvandring, hvor en ansigtsløs skare af administratorer, der kulturpolitisk tilsyneladende er forsvarsløse overfor den amerikanske venstrefløjs krænkelseskulturer, og de mange ubehagelige strømninger derfra i en dansk hverdag.
Hvor sidste skud på stammen, er Black Lives Matters, der har taget hele mediebilledet. Med deres forsøg på, at tilintetgøre 400 års europæisk ånds-og socialhistorie, uden synderlig protest fra de toneangivne partier på Christiansborg.
