Alle kan se med, når de fire kandidater til formandsposten i DF søndag mødes til et live-streamet debatmøde med Hans Engell som ordstyrer
På søndag er der bare en uge til det ekstraordinære årsmøde i Herning, hvor der skal vælges ny formand for Dansk Folkeparti. Derfor er der lagt op til en superspændende eftermiddag, når der på søndag kl. 14.00 inviteres til et digitalt debatmøde mellem de formandskandidater: Morten Messerschmidt, Merete Dea Larsen, Erik Høgh-Sørensen og Martin Henriksen.
Politisk kommentator og tidligere minister Hans Engell er ordstyrer på mødet, som alle – også ikke-partimedlemmer – kan følge digitalt. Partimedlemmer har dog den fordel, at de har fået et link med en chatfunktion, så de kan stille spørgsmål til formandskandidaterne undervejs.
Du finder et link til debatmødet på forsiden af DFs hjemmeside www.df.dk (Linket på hjemmesiden giver dog ikke adgang til chat-funktionen).
Desuden kan debatten ses efterfølgende via et link på www.df.dk kort efter debatten.