FM-båndet overlever – du slipper for at udskifte bilradioen

0
2097

FM-båndet bliver ikke slukket, sådan som regeringen havde foreslået i sit medieudspil. Det bekræfter Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus

Op mod to millioner bilradioer stod til at skulle udskiftes, hvis regeringen kom igen med sit forslag i medieforhandlingerne om at slukke FM-båndet og erstatte det med DAB-radio. Men nu kan bilejere og alle andre, der bruger FM-radio, ånde lettet op. Regeringen har skrinlagt planerne om at nedlægge FM-båndet. Det oplyser Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus. Oplysningen bekræftes overfor TV2 af flere regeringskilder.

“FM bliver, som det er i dag. Vi bevarer radiolytningen på FM – også i den her medieperiode,” siger Morten Marinus i en pause fra medieforhandlingerne til TV2.

Morten Marinus har været stærk kritisk overfor planerne om FM-lukningen, og bilbranchen har advaret om, at henved to millioner bilradioer bliver ubrugelige, hvis man fremover skal lytte til DAB-radio. Det koster ca. 5000 kroner at udskifte en FM-bilradio med DAB-bilradio.

Regeringen havde i første omgang foreslået, at FM-båndet slukkes i 2021. Det forslag blev senere ændret til 2023. Men nu ser regeringen ud til at følge et forslag fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om først at drøfte FM-båndet igen, når mere end 50 procent af radiolytningen sker digitalt.

I følge Morten Marinus er det danske FM-bånd veldrevet og kan vedligeholdes for et overkommeligt beløb hvert år.