Flertal vil bringe regeringen i mindretal om vaccinestrategien. Fremover skal Mette Frederiksen inddrage Folketinget, lyder kravet fra Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Radikale
Regeringen vil onsdag blive mødt af et flertal i Folketinget, som vil tvinge regeringen til at inddrage de øvrige partier i arbejdet med den danske vaccinestrategi.
I følge Politiken er Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Radikale gået sammen om en erklæring, som skal pålægge regeringen at inddrage Folketinget i arbejdet med at skaffe flere vacciner.
Det sker som reaktion på statsminister Mette Frederiksens rejse til Israel for to uger, hvor hun uden at have involveret Folketinget indgik en aftale med Israel og Østrig om et strategisk samarbejde om at skaffe flere coronavacciner.
Opfordrer til forhandlinger
Erklæringen bliver fremsat under en forespørgselsdebat onsdag. Den kommer dog først til afstemning på tirsdag. I erklæringen skriver flertallet:
“Folketinget konstaterer, at udvikling, produktion og indkøb af vacciner mod covid-19 er central. Folketinget konstaterer, at regeringen bør inddrage Folketinget i udarbejdelse af vaccinestrategien. Dette har statsministeren forsømt senest i forbindelse med besøg i Israel. Folketinget opfordrer regeringen til at indkalde partierne til forhandling om den førte og fremtidige vaccinestrategi”.
Venstres sundhedsordfører Martin Gertsen siger til Politiken, at han forventer at statsministeren vil efterkomme opfordringen:
“Lad mig sige det sådan: Jeg ville finde det meget unaturligt – jeg ville opfatte det som meget arrogant – hvis regeringen ikke lyttede til et flertal af Folketingets partier”, siger Martin Geertsen.