EU’s store demokratiprojekt kaldes en narresut

0
2517
Forsiden af platformen, hvor EUs borgere inviteres til at diskutere EUs fremtid.

EU har igangsat et pompøst demokratiprojekt, hvor 450 millioner EU-borgere inviteres til at sige deres mening. Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell kalder projektet en narresut

Kender du hjemmesiden futureu.europa.eu? Nåh, ikke? Det er ellers et storstilet forsøg fra EUs side på at henvende sig til alle EUs 450 millioner borgere og spørge, hvad de synes om Unionen og hvad de ønsker af EU’s fremtid.

Hjemmesiden er den digitale platform for “Konferencen om Europas fremtid” – et fælles initiativ fra Europa-Parlamentet, Rådet og EU-Kommissionen, der løber frem til sommeren  2022.

Målet er at engagere borgerne i debatter om alt fra klimaforandringer og sundhed til europæisk demokrati og migration. Man kan skrive indlæg, der vil blive oversat til 24 sprog, man kan arrangere debatmøder og man kan deltage i paneldebatter.

Og der skal nok blive lyttet, må man tro:

“Konferencen om Europas fremtid er en enestående lejlighed for Europas borgere til at deltage i debatten om Europas udfordringer og prioriteter. Uanset hvor du er fra, eller hvad du laver, er det her stedet, hvor du kan reflektere over, hvilken fremtid du ønsker for Den Europæiske Union,” lyder det – med fortsættelsen:

“Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen har forpligtet sig til at lytte til europæerne og inden for deres kompetenceområder følge op på anbefalingerne. Senest i foråret 2022 forventes konferencen at nå frem til konklusioner og udstikke retningslinjer for Europas fremtid”.

I følge de storladne udmeldinger er det altså nu, du har en enestående mulighed for at fortælle EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, konkurrencekommissær Margrethe Vestager, Parlamentets formand David Sassoli, rådsformand Charles Michel og alle de andre topbureaukrater og -politikere i EU-systemet, hvad du virkelig mener om Unionen.

Det lyder da superdemokratisk, ikke? Eller…?

“To papænder og et glas vand”

Ikke hvis man spørger politisk kommentator Hans Engell. I søndagens Ekstra Bladet kalder han ”Konferencen om Europas fremtid” for EU’s store narresut.

Engell forudser, at når projektet slutter, vil EU sidde tilbage med ”300.000 forskellige mails fra mærkelige mennesker om alt mellem himmel og jord”. Ud af disse vil en håndplukket kreds af bureaukrater og politikere udarbejde en rapport. Den vil så blive sendt til debat, og det hele vil slutte med nogle intetsigende konklusioner.

”Til allersidst kommer der to papænder og et glas vand ud af det hele, som EU-Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet vil præsentere som en historisk sejr for EU-demokratiet. Narreværk! Ingen almindeligt tænkende vil da bruge tid på det gas,” skriver Hans Engell.

“Ingen almindeligt tænkende vil da bruge tid på det gas”

Hans Engell, politisk kommentator, i Ekstra Bladet

Han advarer dog om, at føderalister vil prøve at udnytte ”folkekampagnen” til få endnu mere EU:

”Eksempelvis er det tydeligt, at de europæiske føderalister, som vil endnu mere Union, endnu mere overstatslighed, endnu mere magt til Europa-Parlamentet, endnu mere EU-lovgivning, endnu flere ressortområder til Kommissionen, vil prøve at udnytte den store’ folkekampagne’ til at flytte hegnspæle. I ly af finanskrise, coronakrise, flygtningekrise, beredskabskrise, demokratikrise og andre kriser, mener stærke grupper, at mere magt til EU er løsningen. Også selv om EU faktisk har svigtet på de fleste af disse punkter. Men ingen krise uden muligheder,” skriver Hans Engell.

Regeringens bortforklaring

Konferencen om Europas fremtid blev skudt officielt i gang 9. maj 2021 og løber til sommeren 2022. Den har indtil videre fået minimal opmærksomhed i de danske medier, på trods af, at der formentlig er puttet et større millionbeløb i projektet. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har dog talt lidt om konferencen. Han har nemlig brugt den som begrundelse for, at regeringen ikke vil tage den store debat om EU’s fremtid lige nu, som regeringen ellers tidligere har lovet:

”Konferencen handler om at få et Europa, der er borgernært, og som afspejler borgernes prioriteter. Derfor synes jeg, det vil være rigtig godt, hvis vi lytter til det og bruger det som grundlag for at lave en dansk europapolitisk aftale,” har Jeppe Kofod udtalt – en begrundelse, som Hans Engell kalder ”nok denne sommers morsomste bortforklaring”, al den stund, at der næppe kommer noget som helst brugbart ud af det store EU-papir-projekt.

Hans Engells kommentar i Ekstra Bladet kan læses her

Hjemmesiden for Konferencen om Europas Fremtid kan ses her