Kulturministeren bøjer sig for pres fra bl.a. Dansk Folkeparti. Zoologiske anlæg og akvarier kan nu få dækket 80 pct. af deres lønudgifter til at passe dyrene
Landets zoologiske anlæg får nu en håndrækning under coronakrisen. Efter pres fra flere partier, bl.a. Dansk Folkeparti, har kulturminister Joy Mogensen og erhvervsminister Simon Kollerup lavet en politisk aftale med et flertal af Folketingets partier, der betyder, at zoologiske haver og akvarier kan få hjælp til at dække “uomgængelige udgifter” til pasning af deres dyr og til sikring af tekniske anlæg mv.
Konkret betyder aftalen, at zoologiske anlæg kan få dækket op til 80 pct. af deres lønudgifter til de dele af personalet, der af hensyn til dyrevelfærden ikke kan sendes hjem.
“Der skal være nogle til at passe godt på dyrene,” som det lyder i en pressemeddelelse på Kulturministeriets hjemmeside.
Flere partier – herunder Dansk Folkeparti – kritiserede i sidste uge kulturministeren for ikke at hjælpe zooparkerne. I værste fald kunne konsekvensen af manglende hjælp være, at dyreparkerne måtte slå dyr ihjel for at overleve, meddelte foreningen Daza.
DFs gruppeformand Peter Skaarup appellerede fredag i Kristeligt Dagblad til at finde en hurtig løsning:
”De økonomiske hjælpepakker, vi har været med til at lave, afhjælper ikke de akutte økonomiske udfordringer, zoologiske haver, akvarier og safariparker står med nu. Vi ser en løsning, der hedder, at man får dækket de faste omkostninger de næste tre måneder, for de kan ikke skrue ned, uden at det går ud over dyrene”.
Peter Skaarup skriver nu sådan her på twitter:
“Dejligt at kulturministeren har lyttet til DF, og nu også vil hjælpe de zoologiske haver her under corona-krisen”.