DF vil vende skæv udvikling på boligmarkedet

0
2285
En rapsmark i fuldt flor på Sjælland. Dansk Folkeparti vil gøre det mere attraktivt og nemmere at flytte på landet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Boligsalget er gået i stå i mange landsbyer og yderområder. Dansk Folkepartis boligordfører foreslår, at der udpeges en række områder på Danmarkskortet, som kan udvikles til kraftcentre, det er attraktivt at flytte til

Mens salget af boliger drøner afsted i byerne, så er det gået stå i mange landsbyer og yderområder. Som ditOverblik skrev torsdag, viser en ny analyse fra foreningen Balance Danmark, at mens der handles stadig flere dyre boliger i bykommunerne, så er det kun salget af de billigste boliger, som går frem i land- og yderkommuner.

”Overordnet set har udviklingen på boligmarkedet fra 2007 til 2017 ført til en større ulighed mellem de mest centrale dele af landet og yderområderne,” hedder det i analysen fra Balance Danmark.

Den udvikling er dybt bekymrende, mener Dansk Folkepartis boligordfører Merete Dea Larsen. Hun mener, at der er brug for en national plan, der kan sætte gang i boligmarkedet i landdistrikterne.

”Vi har et ansvar for at skabe et Danmark i balance. Og det kan godt lade sig gøre, hvis vi vil. Vi er gået foran med at udflytte statslige arbejdspladser og studiepladser ud i landet, og nu skal vi følge det op ved at gøre det attraktivt at købe en bolig på landet. Det kræver, at vi får genskabt troen på, at man også kan sælge sin bolig igen,” siger Merete Dea Larsen.

Bolighandler i 2007 og 2017 i bykommuner, mellemkommuner, landkommuner og yderkommuner. Fra ny analyse fra Balance Danmark

Eksperter skal udpege kommende kraftcentre

Regeringen og Dansk Folkeparti har i finansloven for 2019 sat flere penge af til udvikling i landsbyerne. Den særlige landsbypulje, som går til nedrivning eller renovering af faldefærdige huse i byer med under 4000 indbyggere, er blevet tilført et større millionbeløb, så den nu er oppe på 126 mio. kr. i 2019, 143 mio. kr. i 2020, 85 mio. kr. i 2021 og 95 mio. kr. i 2022. Men der er brug for en mere overordnet strategi for udviklingen, mener Merete Dea Larsen.

”Vi bør udvælge nogle på fokuspunkter på Danmarkskortet, hvor vi koncentrerer indsatsen om at skabe udvikling. Det skal være nogle områder, der ligger strategisk godt i forhold til i oplandet og som kan udvikles til kraftcentre, hvor det giver mening at bo, fordi der er arbejds- og uddannelsespladser,” siger Merete Dea Larsen.

Hun foreslår, at der nedsættes et ekspertråd, der kan komme med forslag til disse fokuspunkter og udviklingstiltag. På den baggrund skal politikerne lave en samlet plan, der rækker mindst 10 år frem i tiden.

”Det skal være en pakkeløsning a la ghettoplanen, som man har tillid til vil holde,” siger Merete Dea Larsen.

Merete Dea Larsen, boligordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Bedre lånemuligheder

Som en del af planen skal der kigges på lånemulighederne i yderkommunerne. I dag er der områder i Danmark, hvor det nærmest er umuligt at låne penge til et boligkøb.

”Vi skal ind og se på belåningsmulighederne, for jeg tror, som Balance Danmark påpeger, at der er sorte pletter, hvor det nærmest er umuligt at få finansieret sit hus. Omvendt kan jeg godt forstå, at realkreditinstitutterne ikke vil låne penge, hvis de ikke kan få deres penge hjem igen. Derfor er det så vigtigt, at vi får genskabt troen på, at disse områder er værd at investere i,” siger Merete Dea Larsen.

Læs også: Det skæve Danmark: Boligmarkedet drøner derudaf – men kun i byerne