DF vil uddanne nye politiske talenter

0
3120
martin henriksen står i spidsen for en styregruppe, der skal uddanne nye politiske talenter i DF. Foto: Carsten Lundager

Martin Henriksen i spidsen for talentkurser, der skal ruste politiske talenter med viden og input til debatter. Deltagerne vil bl.a. blive klædt på til at diskutere islams rolle i Danmark

Alt fra kropssprog til islam er på skoleskemaet, når Dansk Folkeparti til efteråret sætter gang i en kursusrække for politiske talenter i DF og Dansk Folkepartis Ungdom. Målet er at fremtidssikre partiet ved at ruste en række både yngre og ældre talenter til at stå endnu stærkere i politiske debatter, hvad enten det gælder kommunal- og regionalpolitik eller landspolitiske debatter.

Det er DFs hovedbestyrelse, der står bag initiativet. Tidligere folketingsmedlem og nuværende hovedbestyrelsesmedlem Martin Henriksen er sat i spidsen for en styregruppe, som også tæller hovedbestyrelsesmedlem Erik Høgh-Sørensen, den tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom Chris Bjerknæs samt den nuværende DFU-formand Tobias Weische.

“Vi skal inspirere nogle af vores politiske talenter, så de er klar til de kommende valgkampe. Men vi vil også prøve at kigge lidt længere frem og se på, hvem og hvad der skal tegne partiet i fremtiden,” fortæller Martin Henriksen.

Fokus på islam

Deltagerne vil blive trænet til debatter via øvelser og undervisning af professionelle indenfor taleteknik, retorik, kropssprog osv. Men der bliver også fokus på politisk indhold. Martin Henriksen mener eksempelvis, at der er brug for at ruste DF’erne bedre til at diskutere islams rolle i Danmark.

“Vi vil sætte fokus på islam – hvad står islam for, hvordan fungerer det, hvad bør vi være opmærksomme på, når vi diskuterer islams rolle i Danmark, hvilke problemer skal vi pege på osv. Det skal vi blive bedre til. Vi skal kunne gå i kødet på imamerne og vi skal være endnu bedre til at vise, at vi står for en skarpere udlændingepolitik, end de efterhånden mange partier, der hævder, at de også står for en stram udlændingepolitik,” siger Martin Henriksen – og fortsætter:

“Vi skal kunne gå i kødet på imamerne”

”Vi skal et spadestik dybere i vores islamkritik. I stedet for at brænde koraner af, som der er et parti der gør, så er der brug for at læse i koranen, for der vil man finde nogle ret gode argumenter imod islam. Men det handler ikke kun om at være imod noget. Det handler også om at bevare og styrke vores kristne kulturarv. Vi danskere skal også turde stå ved det, vi er rundet af,” siger Martin Henriksen.

Nationalkonservative værdier

Andre emner bliver f.eks. socialpolitik, rets- og familiepolitik. Målet er at klæde talenterne på, så de kan komme endnu bedre ud med de nationalkonservative budskaber.

”Jeg tror mange i virkeligheden sympatiserer med nationalkonservative værdier. Der er mange danskere, som synes at samfundet skal tage udgangspunkt i familien, i lokalsamfundet og i vores land. Derfor skal vi blive endnu bedre til at kommunikere den nationalkonservative ide,” siger Martin Henriksen.

”Jeg tror mange i virkeligheden sympatiserer med nationalkonservative værdier”

Det første kursus skal finde sted i det tidlige efterår 2020 og Martin Henriksen regner med at samle 10-15 personer til de første kurser.