DF vil slå hårdt ned på dominansvold og vanvidsbilisme

0
1305
Kristian Thulesen Dahl interviewes af DR forud for starten på DFs årsmøde. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkeparti vil have minimumsstraffe for dominansvold og vanvidsbilisme, sagde Kristian Thulesen Dahl i sin formandstale på DFs årsmøde

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl slog et stort slag for trygheden i sin tale på DFs årsmøde, som lige nu finder sted fem steder i Danmark. DF vil styrke politiet og skærpe straffene for en række grove forbryder, sagde Kristian Thulesen Dahl, som bl.a. vil have minimumsstraffe for dominansvold og vanvidsbilisme.

“Racistisk dominansvold skal behandles som en hadforbrydelse. Vi ønsker en minimumsstraf på fem års ubetinget fængsel. Og hvis gerningsmanden ikke er dansk statsborger, skal det medføre udvisning. Ud af vagten. Vi skal simpelthen vise, at vi mener det alvorligt,” sagde Kristian Thulesen Dahl og kaldte dominansvold for syg og modbydelig:

“Ofte har overfaldene et racistisk tilsnit. Hvor det er indvandrerdrenge, der udøver dominansvolden imod danske drenge. Danske børn og unge, der ikke trygt kan gå ud – ikke kan gå i fred – uden truslen om vold og chikane fra indvandrerbøller. Det går slet ikke! Og når det går helt galt – når det handler om seksuelle overgreb og voldtægter, er vi ovre i noget af det mest modbydelige og forkastelige, der findes,” sagde DF-formanden.

“Hvis gerningsmanden ikke er dansk statsborger, skal det medføre udvisning. Ud af vagten”

Kristian Thulesen Dahl i årsmødetale
DFs årsmøde finder sted fem steder i Danmark. Kristian Thulesen Dahl og den øvrige DF-ledelse er tilstede i Odeon i Odense. Foto: Carsten Lundager

Minimums seks år for vanvidsbilisme

Tilsvarende vil DF have minimumsstraf på seks år til folk, der spreder død og ødelæggelse i trafikken. For nylig fik en 26-årig mand en dom på tre års fængsel for at slået tre mennesker ihjel, da han med alkohol i blodet kørte 154 kilometer i timen gennem en mindre by på Fyn. Sådanne domme er alt for små, og regeringens forslag til højere straffe er ikke nok, mener Kristian Thulesen Dahl:

“Regeringen vil så hæve straffen med 50 procent i de værste sager. Men er det nok til for alvor at fortælle disse unge, at de skal holde sig fra vanvidsbilisme? Jeg tror det ikke. Derimod tror jeg, at vi skal indføre minimumsstraffe på eksempelvis 6 år for vanvidskørsel. Så vi gør det klart for disse unge, at det nu er slut med deres hærgen på vejene.
Og som noget selvfølgeligt skal bilerne konfiskeres. Og igen: Hvis gerningsmanden ikke er dansk statsborger, så er det udvisning, der gælder,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahls årsmødetale 2020