DF vil ligestille trafik til øerne med trafik på fastlandet

0
928
Færgen på vej til øen Endelave, her med coronavacciner til øboerne. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det skal ikke koste mere at sejle ud til en ø end at køre turen på landevejen. Det foreslår Dansk Folkeparti. Flere partier ser positivt på at gøre det gratis eller billigere at tage ud til øerne

Sommeren 2020 var på flere måder en atypisk en af slagsen. Færgerne til de danske øer blev gjort gratis for gående og cykler – til stor glæde for de mange danskere, der havde valgt at blive hjemme i Danmark.

Og står til Dansk Folkeparti er det ikke sidste gang, det sker. Faktisk mener DF, at trafikken til øerne generelt skal ligestilles med trafikken på fastlandet.

”Det har hele tiden været Dansk Folkepartis ambition,” siger Mette Hjermind Dencker, ordfører for landdistrikter og øer, til Berlingske.

DF mener, at det ikke bør koste mere at tage færgen til en ø, end det ville koste at køre samme strækning på en landevej.

”Det koster ikke noget at gå eller cykle på landevejen, så derfor mener vi heller ikke, at det skal koste noget at transportere sig til en ø som gående eller cyklist. Hverken om sommeren eller resten af året,” siger Mette Hjermind Dencker.

Flere partier positive

Venstre erklærer sig parat til at diskutere, om det permanent skal gøres gratis at sejle til de danske øer.

“Vi har i forvejen sat penge af til landdistrikudvikling, så vi er indstillet på en mere permanent model,” siger Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen til Berlingske.

Konservative ser også positivt på ideen, mens Radikale Venstre peger på en model som den DF foreslår med “landevejsprincippet”.

Spørgsmålet om billigere eller gratis færgebilletter bliver en del af de kommende forhandlinger om økonomisk genopretning efter coronakrisen.