DF taler fiskeres sag overfor ministre: De er jaget vildt

0
3600
Nick Zimmermann besøgte søndag fisker Kim Lykke Pedersen på kutteren Annika i Grenå Havn.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører Nick Zimmermann mødtes søndag med erhvervsfiskere i Grenå. Fiskerne er truet af miljøkrav og forslag om at forbyde bundtrawl

“De føler sig som jaget vildt, men de passer bare deres arbejde”.

Sådan siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører Nick Zimmermann. Han besøgte søndag erhvervsfiskere på havnen i Grenå, og han deler fiskernes frustration over at være kørt ud på et sidespor i debatten om fiskernes forhold. Senest har fem socialdemokratiske borgmestre i Østjylland foreslået, at bundtrawl forbydes ved den østjyske kyst. Et forbud, der i følge fiskerne vil være ødelæggende for erhvervet.

“Jeg kan godt forstå at fiskerne føler sig som jaget vildt. De vil bare have lov til at passe deres arbejde, og de har gjort en masse for den grønne omstilling. Men de bliver hele tiden mødt med nye krav,” siger Nick Zimmermann – og fortsætter:

“Det seneste krav fra de fem S-borgmestre om at forbyde bundtrawl er helt urimeligt. Bundtrawl er en meget skånsom fiskemetode, som ikke ødelægger havbunden. Det består i, at man trækker et net let henover havbunden, uden at ødelægge den. Det er noget helt andet end bomtrawl, der ødelægger havbunden. At man vil forbyde bundtrawl, forstår jeg ikke, og man burde starte med at lytte til fiskerne”.

Fiskerne føler sig total overset i debatten om fiskeriets forhold.

Går til ministre

Dansk Folkeparti vil nu rejse fiskernes sag overfor miljøminister Magnus Heunicke og Jacob Jensen, der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

“Vi vil have en redegørelse fra ministrene. Kan det virkelig passe, at man vil lade de her fem socialdemokratiske ministre ødelægge et helt erhverv,” siger Nick Zimmermann.

DF-ordføreren var inviteret af fisker Kim Lykke Pedersen, der har kutteren Annika i Bønnerup Havn. De mødtes på Grenå Havn sammen med fiskerkollegerne Jens og Peter Olsen, biolog ved Danmarks Fiskeriforening Henrik Skaarup Lund, formand for Grenaa Fiskeriforening Anders Nymann Jensen samt fiskeskipper Morten “Mulle” Hansen.

Ud over for et bundtrawls-forbud kunne fiskerne fortælle om en række andre bekymringer: De frygter en kommende CO2-afgift, placeringen af nye havvindmøller, der kan forstyrre fiskeriet, og den enorme bestand af skarver på ca. 300.000 fugle, der dagligt æder tonsvis af fisk.

“Fiskerne ønsker en regulering af skarv-bestanden, hvilket jeg synes lyder fornuftigt. Der er nødt til at være en fornuftig balance i tingene. Vi skal passe på naturen, men vi skal også passe på fiskerne,” siger Nick Zimmermann.