DF: Tidlig pension til nedslidte skal betales med udlændingestramninger

0
2640
En af de socialdemokratiske plakater fra foråret 2019, hvor Arne og andre nedslidte får at vide, at det er deres tur til at kunne gå på pension.

Dansk Folkeparti vil bruge penge fra udlændingeområdet til at finansiere en aftale med regeringen om tidlig pension

Hvis regeringen vil have Dansk Folkeparti med i en aftale om tidlig pension, så skal der strammes op på udlændingepolitikken. Det siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten. DF vil stille som krav, at ordningen skal finansieres via besparelser på udlændingeområdet. Helt konkret foreslår partiet, at der skæres i ydelser til udlændinge, at der hjemsendes flere flygtninge, at der indføres et loft over antallet af ikke-vestlige indvandrere, og at der indføres et optjeningsprincip på flere offentlige ydelser.

“Jeg har en forventning om, at når Socialdemokratiet endelig lægger et forslag på bordet, så er det noget, de forventer, vi vil tage aktiv del i. Og derfor vil jeg også opfordre regeringen til at respektere, at så skal vi også være med til at finde finansiering,” siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

“Vi mener, at vi skal gøre brug af flere finansieringskilder på udlændingeområdet. Vi skal etablere et link mellem udlændinge og finansieringen for en ny ordning til “Arne”,” fortsætter DF-formanden med reference til sloganet “Nu er det Arnes tur”, som Socialdemokratiet brugte, da partiet lancerede sit forslag om ret til tidlig pension.

Integrationsydelsen skal holde for

Til Politiken siger DFs gruppeformand Peter Skaarup, at det er “en oplagt mulighed” at skære i integrationsydelsen som led i finansieringen af tidlig pension.

“Integrationsydelsen er en god idé, fordi det er rimeligt nok, at de mennesker, som har været på arbejdsmarkedet i mange år, ikke skal holde for ved at finde finansieringsområder på velfærdsområdet. Hvorimod de, der er kommet til Danmark for nylig, godt kan klare sig på en mindre ydelse. Og så vil det sende et signal til omverden om, at Danmark ikke skal være et attraktivt sted at komme til,” siger Peter Skaarup.

EL: “Bundhamrende urimeligt”

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger til Jyllands-Posten, at det er “glædeligt og positivt”, at DF melder sig klar til at forhandle om tidlig pension. Han afviser ikke, at koble en pensionsaftale med udlændingeområdet.

Regeringens støttepartier tager til gengæld afstand fra DFs forslag. Enhedslistens politiske leder Pernille Skipper kalder det et “bundhamrende urimeligt forslag”.