Indvandrere får støtte til at rejse hjem – og vender retur uden at betale pengene tilbage

0
2862
Pia Kjærsgaard er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Rundspørge fra BT viser, at repatrieringsstøtten misbruges af indvandrere, som får 100.000-225.000 kr. for at rejse tilbage til hjemlandet men kommer tilbage til Danmark uden at betale pengene retur. “Vi skal have pengene igen,” siger DFs Pia Kjærsgaard

Mindst 140 gange de sidste 10 år er indvandrere, der har fået repatrieringsstøtte til at rejse tilbage til deres tidligere hjemland, vendt retur til Danmark, uden at betale støtten tilbage.

Det viser en rundspørge og aktindsigter, som BT har foretaget hos landets 98 kommuner.

64 kommuner har svaret på rundspørgen. Hos disse kommuner er ca. 140 personer vendt tilbage for en periode over de sidste 10 år. Men i kun ét tilfælde, har en person betalt hele støttebeløbet tilbage.

Det er sket efter den 1. juli 2017, hvor det blev et lovkrav, at pengene skulle betales tilbage. Før det, var det op til den enkelte kommune at kræve pengene retur. Det er i følge BT ikke sket i ét eneste tilfælde. Der er kun blevet betalt en smule tilbage eller slet ingenting. Forklaringen er, at kommunerne har vurderet, at personerne var uden betalingsevne.

Det er ikke småbeløb, der er tale om. Repatrieringsstøtten er på mellem 100.000 og 225.000 kroner.

Pia Kjærsgaard: Helt urimeligt

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard siger til BT, at det ikke skal være muligt at slippe for betaling, og så ellers få adgang til folkepension, sundhedsvæsen og de øvrige goder i det danske velfærdssamfund.

“Det er helt klart, at når vi i Danmark udbetaler penge til et konkret formål, og det så ikke bliver overholdt, så skal vi have pengene igen. Hvis kommunerne så ikke formår at kræve de penge ind, så skal de blive bedre til det,” siger Pia Kjærsgaard.

“Når vi i Danmark udbetaler penge til et konkret formål, og det så ikke bliver overholdt, så skal vi have pengene igen”

Pia Kjærsgaard, udlændingeordfører (DF), til BT

På BTs spørgsmål, om det ikke er spildte kræfter at kræve tilbagebetaling, hvis en person ikke har nogen betalingsevne, siger Pia Kjærsgaard:

“Nej, det er urimeligt, at de penge eftergives. Den aftale, som de selv indgik, er jo misligholdt. Dansk Folkeparti er tilhænger af repatrieringsordningen. Det er vi ud fra, at det faktisk er en god forretning at give nogle hundrede tusinde kroner til en indvandrer, så han eller hun kan rejse hjem igen,” siger Pia Kjærsgaard til BT – og fortsætter:

“Hvis de i stedet valgte at blive i Danmark, så kommer de til at koste flere millioner kroner i udbetalt folkepension, ældrepleje og meget andet”.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tsfaye er forarget over den manglende tilbagebetaling. Han “vil kraftigt opfordre kommunerne til at tage det her seriøst,” siger han til BT.