DF-ordfører om svigt i ældreplejen: Regeringen handler alt for langsomt

0
1970
Social- handicap- ældre- og ligestillingsordfører Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Dansk Folkepartis social- og ældreordfører Karina Adsbøl er, mildt sagt, ikke imponeret over sundheds- og ældreminister Magnus Heunickes (S) håndtering af sagen om grove svigt i ældreplejen

En mail om, at der vil blive afholdt et topmøde om ældreplejen. Det er, hvad Dansk Folkepartis ældreordfører Karina Adsbøl indtil videre har hørt fra sundheds- og ældreministeren, siden sagen om grove omsorgssvigt på plejehjem i Aarhus og Randers rullede gennem medierne i sommer.

Ingen indkaldelse til møder, ingen orientering, og – nåh ja – ingen dato for, hvornår ministerens bebudede topmøde skal finde sted.

Karina Adsbøl er derfor alt andet end imponeret over sundheds- og ældreminister Magnus Heunickes (S) håndtering af sagen om de grove plejesvigt, som er blevet afsløret i forbindelse med TV2-dokumentaren “Plejehjemmene bag facaden”.

“Hvis jeg var ældreminister, havde jeg prompte indkaldt partiernes ordførere til et hastemøde, og jeg have indskærpet overfor samtlige 98 kommuner, at de skulle gennemgå deres plejesektor for at sikre, at der ikke sker omsorgssvigt,” siger Karina Adsbøl.

“Hvis jeg var ældreminister, havde jeg prompte indkaldt partiernes ordførere til et hastemøde”

Stillede spørgsmål til ministeren i april

Det er ikke fordi sundheds- og ældreministeren ikke har haft tid til at forholde sig til sagen, fastslår Karina Adsbøl. For allerede i foråret, da det kom frem, at en TV2-dokumentar via skjulte optagelser havde afsløret, hvordan en dement kvinde udsættes for grove svigt på Kongsgården i Aarhus, stillede Karina Adsbøl flere spørgsmål til ministeren. Den 27. april sendte hun følgende skriftlige spørgsmål til Magnus Heunicke:

– Hvilke tilsyn, herunder personrettet tilsyn, har der været foretaget af plejehjemmet Kongsgården de seneste år, af hvilke myndigheder og med hvilke resultater?

– Har beboere på plejehjemmet Kongsgården været udsat for omsorgssvigt, og i givet fald på hvilke måder, i hvilket omfang og med hvilke konsekvenser?

Men Karina Adsbøl har dags dato (9. august, red.) ikke fået noget svar på spørgsmålene. Den 29. juni fik hun følgende svar fra ministeriet:

“Spørgsmålet kan ikke besvares inden for fristen, da ministeriet afventer bidrag fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Jeg vil besvare spørgsmålet snarest muligt og forventer at kunne gøre dette medio august 2020”.

Siden – den 7. juli – har Karina Adsbøl indkaldt ministeren til et samråd i Folketinget. Emnet for samrådet er: “Hvad agter ministeren konkret at gøre for at undgå sager om omsorgssvigt i ældreplejen?”.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), her fotograferet efter onsdagens forhandlinger om næste fase af genåbningen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020

Minister på Facebook

Magnus Heunicke kommenterede selv historierne om plejesvigt første gang, da han på Facebook den 9. juli skrev at “Den slags svigt og uværdighed er der ikke nogen undskyldning for. Det har ingen steder hjemme i vores ældrepleje”. Det var her han varslede et topmøde. Men Karina Adsbøl forstår ikke, at ministeren ikke har reageret langt tidligere:

“Sagen har jo kørt i medierne lang tid før dokumentaren blev sendt. Han kunne have sat en undersøgelse i gang. Nu skal der først holdes et topmøde, som endnu ikke er programsat. Det kan have lange udsigter, før der sker noget”.

Meget af ministerens tid i foråret er jo gået med at håndtere coronakrisen. Er det så ikke forståeligt, at andre sager har måttet vente?

”Det er rigtig nok, at coronakrisen har fyldt, men det her er jo ret alvorligt, og ministeren er jo blevet gjort opmærksom på sagen for længe siden, blandt andet via mine spørgsmål, så han kunne allerede have sat et arbejde i gang. Det virker som om, han hele tiden er et skridt bagud i denne sag,” siger Karina Adsbøl.

Udlændinge før ældre

Hun mener, at regeringen kunne have gjort langt mere for at forbedre forholdene for de ældre. Også under coronakrisen, hor Dansk Folkeparti ifølge Adsbøl måtte kæmpe hårdt for at sikre ældre retten til en ekstra rengøring i den ældreaftale, der blev lavet.

”Regeringen kunne have prioriteret ældreområdet langt højere, hvis de ville. I finansloven for 2020 satte de ganske vist 125 millioner kroner af i en ældrepulje, men de satte mere af (145 mio. kroner årligt fra 2021, red.) til at fjerne egenbetalingen til danskundervisning for udlændinge. Det siger noget om prioriteringen,” mener Karina Adsbøl.

Tidligere artikler:

TV2-dokumentar ryster ældreordfører: ”De ser jo slet ikke mennesket”

DF vil have minimumsnormeringer på ældreområdet