DF og Nye Borgerlige lige store i meningsmåling

0
1386
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup på pressemødet i forbindelse med sidste års sommergruppemøde. DF holder sit årlige sommergruppemøde senere i denne uge. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkeparti er gået lidt frem i den nyeste Voxmeter-måling, sammenlignet med ugen før. Målingen er foretaget i ugen efter byretssagen mod Morten Messerschmidt

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er nu lige store i Voxmeters ugentlige meningsmåling. For en uge siden stod Nye Borgerlige til at få 6,8 procent af stemmerne mod 5,8 procent til Dansk Folkeparti. Men i den seneste måling, der blev offentligjort mandag den 23. august, er Nye Borgerlige faldet til 6,3 procent, mens Dansk Folkeparti er gået frem til 6,4 procent.

Det hører med, at der i følge Voxmeter er en statistisk usikkerhed på tallene for de to partier på hhv. 1,8 og 1,5 procent.

Målingen er foretaget blandt 1003 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i perioden 16. august til 22. august. Det vil sige i ugen efter at der fredag den 13. august blev afsagt dom i byretssagen mod Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt.

Voxmeters måling viser fortsat solidt flertal på 53,6 procent til partierne i rød blok. I blå blok kan partierne kun mønstre 45,3 procent i alt.

Socialdemokratiet står til 29,3 procent, mens Venstre står til 14,5 og Konservative til 13,4 procent af stemmerne.

Voxmeters måling kan ses her