Dansk Folkeparti foreslår kvalitetsordning a la smiley-ordningen, så forbrugerne kan se, om mindre butikker f.eks. har snydt med moms eller solgt ulovlige fødevarer
Kiosker, pizzaria’er og andre butikker, der tages i at snyde med reglerne, skal tvinges til at skilte med det. Det mener Dansk Folkeparti, som nu foreslår en kvalitetsordning for butikker a la den smileyordning, der gælder på hygiejneområdet.
“Ordningen skal omfatte forhold vedrørende moms, sociale forhold og arbejdsmæssige forhold i den enkelte butik og hos ejeren,” lyder det i et beslutningsforslag, som DF netop har fremsat.
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil regeringen blive pålagt at fremsætte et lovforslag om en sådan kvalitetsordning inden udgangen af 2022.
Razziaer afslører omfattende snyd
Gennem årene har adskillige politi– og myndighedsrazziaer afsløret snyd og bedrag med reglerne i mange kiosker, restauranter og mindre butikker.
En omfattende aktion hos 21 kiosker på Nørrebro i efteråret 2021 førte eksempelvis til, at seks kiosker fik beslaglagt slik, chokolade, spiritus og sodavand, som de ikke kunne redegøre for. 12 kiosker blev pålagt at føre logbog over deres ansatte, og i 15 kiosker blev der fundet mangler i registreringen af salg. Det fremgår af en artikel i B.T.
Cigaretter uden banderole og parallelimporteret slik
Dansk Folkeparti nævner i sit beslutningsforslag nogle af de typer fusk, der kan være tale om. Det kan være salg af sodavand uden pantmærker, cigaretter uden banderole og parallelimporteret slik fra Sverige. Andre former for fusk er salg af varer uden om kasseapparatet, ansatte der aflønnes sort og ansatte, der officielt er på sociale ydelser.
”Det er konstruktioner, som har til hensigt at snyde samfundet for egen vindings skyld, og det er samtidig ekstremt konkurrenceforvridende i forhold til de forretninger, som driver en lovlig forretning. Det bliver med andre ord vanskeligere at drive forretning på ordentlige vilkår,” lyder det i forslaget, som retsordfører Peter Skaarup er ordfører på.
“Det er samtidig ekstremt konkurrenceforvridende i forhold til de forretninger, som driver en lovlig forretning”
Forbud mod at drive butik
Ud over en synlig seddel i butikken skal kvalitetsordningen kunne findes på en officiel myndighedsside, som forbrugerne kan tjekke, når de skal ud og handle. DF foreslår desuden, at forretningsdrivende, der gentagne gange bryder reglerne, skal formenes adgang til at drive forretning. Serie-snyderne skal heller ikke kunne få ansættelse i lignende forretninger, hvis de er i familie med eller har personlige relationer til ejeren.
”Dette er for at undgå, at forretninger blot skifter ejer, når myndighedernes sager mod en konkret forretningsejer står til at medføre en lukning af butikken, idet det udgør en fare for, at den nye ejer fortsætter måden at drive forretning på,” skriver DF i forslaget – og fortsætter:
“Desuden skal en sådan ordning indebære en sanktionsmulighed, så myndighederne foruden at kunne lukke butikken også skal kunne konfiskere hele varelageret, hvis der er tvivl om, hvor varer af en større mængde oprinder fra. Dette skal også medvirke til at sikre betaling af eventuelle bøder”.