DF ansætter tre nye lokalforeningskonsulenter

0
1490
Susanne Eilersen er byrådsmedlem i Fredericia og arbejder som lokalforeningskonsulent i DF. Fra 1. august indtræder hun i Folketinget som afløser for Kristian Thulesen Dahl. Foto: Anders Eilersen

Susanne Eilersen, Simon Vanggaard og Chris Bjerknæs skal som nye lokalforeningskonsulenter sikre, at DFs lokalforeningerne fremover får bedre hjælp

Susanne Eilersen, der er tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, bliver en af tre nye lokalforeningskonsulenter, der på deltid skal sikre bedre hjælp til DFs lokalforeninger.

De to andre er Simon Vanggaard, der er byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune, og den tidligere DFU-formand Chris Bjerknæs, der i dag er bl.a. SoMe-redaktør i Dansk Folkeparti.

Susanne Eilersen, der er viceborgmester og kommunalbestyrelsesmedlem i Fredericia, bliver lokalforeningskonsulent for DF-foreningerne i Syddanmark og på Fyn. Simon Vanggaard bliver konsulent for DF-foreningerne i Midt- og Nordjylland og Chris Bjerknæs får ansvaret for de sjællandske foreninger.

Simon Vanggaard er bryådsmedlem i Ikast-Brande Kommune.

“Jeg er ansat til at hjælpe lokalforeningerne i Syddanmark og på Fyn, med de udfordringer de kan stå overfor. Opgaverne kan være alt vedrørende økonomi, administration, undervisning og problemløsning mm. Jeg skal være bindeleddet mellem lokalforeningerne og administrationen på Christiansborg,” skriver Susanne Eilersen på Facebook.

Hun skriver, at hun efter 23 år i partiet, hvor hun bl.a. har siddet i Hovedbestyrelsen og lavet kurser for medlemmer, har et godt kendskab til lokalforeningerne.

”Jobbet er et deltidsjob, der kan forenes med mit byrådsarbejde. Og jeg glæder mig til at komme rundt til alle lokalforeningerne og hilse på, og er sikker på at vi får et godt samarbejde,” skriver hun.

Simon Vanggaard glæder sig også, skriver han på Facebook:

”Det bliver et job hvor jeg i høj grad kommer til at bruge mine 17 års erfaring i partiet. Sammen med mine erfaringer som underviser og konsulent. Der har været et stærkt ansøgerfelt, og derfor er jeg super glad for at jeg fik tilbudt én af de tre stillinger,” skriver Simon Vanggaard.

Chris Bjerknæs bliver ny lokalforeningskonsulent for de sjællandske DF-foreninger.