Nato-nej og vilde udmeldinger om Ukraine giver Enhedslisten store problemer

0
1402
Enhedslistens politiske leder Mai Villadsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

To gange på et døgn har Enhedslistens politiske leder Mai Villadsen måttet gå på Twitter og tage kraftigt afstand fra partimedlemmer, der mener, at Ukraine bærer en del af ansvaret for krigen

For anden gang på to dage må Enhedslistens politiske leder Mai Villadsen tage afstand fra ledende partimedlemmers udtalelser om Ukraine og Rusland.

Tirsdag var det folketingsmedlem Christian Juhl, der er medlem af Folketingets præsidium, som måtte undsiges af Villadsen. Det skete efter et interview i Jyllands-Posten, hvor han udtalte, at Ukraine selv har en del af ansvaret for det russiske angreb.

“Ukraine har ført en ikke-hensigtsmæssigt mindretalspolitik i den østlige del. Der har russerne fisket i rørt vande,” udtalte han til Jyllands-Posten.

Det fik Mai Villadsen til at gå på det sociale medie Twitter og fastslå:

“Jeg er uenig med Christian Juhls udtalelser og analyse. Lad mig slå fast: Putin er en krigsforbryder, som har valgt en modbydelig invasion. Et overgreb på ukrainerne, er alene Putins ansvar. Det skal fordømmes og sanktioneres på den hårdeste måde. Det er Enhedslistens politik”.

“Der skal to til at føre krig…”

Onsdag var den så gal igen. Nu er det medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, cand.mag. i russisk historie Mikael Hertoft, der må kaldes til orden. Det sker, fordi han i et interview med Jyllands-Posten har erklæret sig enig med Christian Juhl:

”Der skal to til at føre krig. Der er ingen tvivl om, at Rusland har støttet separatisterne i Luhansk og Donetsk. Selvfølgelig har Rusland et ansvar for, at den konflikt er fortsat. Men det har den ukrainske side også,” siger Mikael Hertoft i et interview, der blev offentliggjort onsdag.

Den udtalelse har udløst en kraftig reaktion fra Mai Villadsen:

”Jeg tager den kraftigst mulige afstand fra de udtalelser. De er fuldstændig forkerte, og de er på ingen måde Enhedslistens politik,” skriver hun på Twitter.

Ud af Nato – men ikke lige nu…

I forvejen har Enhedslisten store problemer med at forklare sin politik i forhold til Ukraine-krigen. På den ene side er partiet erklæret modstander af Nato og stemte i sidste uge imod, at Danmark øger sin militære hjælp til Nato. På den anden side har Mai Villadsen måttet forklare, at det altså ikke er lige nu, Danmark skal forlade Nato.

”Det skal hverken ske i dag, i morgen eller i overmorgen,” sagde hun søndag i en TV2-debat.

Engell: Et kæmpe problem for Enhedslisten

Politisk kommentator Hans Engell siger til TV2, at sagen har udviklet sig til et kæmpe problem for Enhedslisten:

“Nu har Enhedslisten i ganske mange år kunnet flyve under bekvemmelighedens flag, fordi der ikke har været nogle rigtige brændpunkter. Men nu fanger bordet, fordi nu er det ikke længere europæisk indenrigspolitik. Nu taler vi om krig, og om en situation, som er eskaleret helt enormt, og hvor Enhedslisten som parti står fuldstændig isoleret med synspunkter om, at Danmark skal ud af NATO,” siger han.

Enhedslisten er en sammenslutning af flere partier på den yderste venstrefløj, herunder DKP, som støttede det gamle Sovjetunionen. Listen blev dannet i 1989 som et samarbejde mellem Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). I 1990 blev Enhedslisten omdannet til et egentligt parti. Samme år blev Kommunistisk Arbejderparti optaget i partiet.