Den russiske forretningsmand Alexander Konanykhin har lovet en million dollars i dusør til den, der stopper Vladimir Putin
Mens Vladimir Putin selv angiveligt har sendt lejemordere ind i Kyiv for at dræbe den ukrainske præsident og andre ledere, så vil Konanykhin have en ordentlig rettergang. I teksten på Facebook, som han nu har taget ned, taler han om, at pengene kun kan gå til den eller de politifolk, der følger landets forfatning og arresterer den russiske præsident som krigsforbryder. Putin er i hans øjne ikke landets retmæssige leder.
”Som russer og som russisk statsborger ser jeg det som min pligt at støtte afnazificeringen af Rusland,” skriver han i en hentydning til Putins egne forklaringer om at ville jage nazister i Ukraine. Han fortsætter:
”Jeg vil blive ved med at støtte Ukraine i sine heroiske bestræbelser på at modstå Putins angreb.”
Med det sidste blander han sig i koret af russiske rigmænd, der vender sig væk fra regiment i Moskva. Enten fordi de faktisk er imod Putins krig – eller fordi de frygter for at miste de penge, de har investeret i udlandet.
Som Putin
Konanykhin er i forvejen kendt som en farverig person. Han var en af de russere, der så store muligheder i Sovjetunionens sammenbrud – inden da var han blevet smidt ud af det russiske rumprogram, fordi han havde startet et firma i sin sommerferie. Som 25-årig havde han startet omkring 100 firmaer og gjaldt en overgang som den rigeste russiske privatperson – det var dengang hvor to milliarder kroner var nok til at sikre den titel.
Mere vigtigt var det, at han var på god fod med den daværende præsident Boris Jeltsin. I øvrigt ligesom Putin selv, som Jeltsin satte ind som sin afløser. Han rejste rundt med Jeltsin og mødte blandt andre den daværende præsident Bush i USA. Da han senere kom på kant med styret, der anklagede ham for at svindle med penge i sin egen bank, fik han en overgang asyl i USA.
Russerne har flere gange forsøgt at få ham udleveret. I den periode, hvor amerikanerne forestillede sig, at de kunne starte på en frisk med russerne – den såkaldte reset politik – var amerikanerne da også indstillet på at sende ham hjem. Konanykhin vandt dog ved en amerikansk domstol retten til at blive, fordi sagen mod ham var for tynd.
Flere medier har forsøgt at få en kommentar fra Konanykhin uden held.
Kilder: Facebook, Bild, Jerusalem Post