DF vil have loft over pensionsalder: Ingen skal tvinges på arbejde, når de er fyldt 70 år

0
5446
Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt truer med at trække DF fra det såkaldte velfærdsforlig fra 2006, hvis de øvrige partier ikke vil være med til at fastsætte et loft over pensionsalderen på 70 år. Foto: Carsten ludnager

Dansk Folkeparti kræver, at pensionsalderen ikke må stige til mere end 70 år. Ellers vil DF forlade stor velfærdsaftale, siger partiformand Morten Messerschmidt til TV2 News

Ingen skal tvinges til at arbejde, når de er fyldt 70 år. Det mener Dansk Folkeparti, som nu kræver et loft over pensionsalderen. Forslaget indebærer, at DF vil forlade det såkaldte velfærdsforlig, hvis ikke der er politisk opbakning til 70 års-grænsen.

“For mig handler det om, hvad det er for et arbejdsmarkedet og et samfund, vi gerne vil have, og der mener DF, at ingen danskere skal tvinges til at arbejde, efter de er fyldt 70 år,” siger DFs formand Morten Messerschmidt til TV2 News.

Velfærdsforliget er en aftale fra 2006 om reform af en række velfærdsydelser. Den indebærer, at pensionsalderen skal stige i takt med befolkningens levealder. I følge aftalen skal Folketinget stemme om pensionsalderen hvert femte år. Næste gang i 2025. Her skal det besluttes, om pensionsalderen skal stige til over 70 år efter 2040. DF meddeler nu, at partiet ikke vil stemme for stigningen.

DF-formand: Indkald til forhandlinger nu

Morten Messerschmidt mener, at regeringen skal indkalde til forhandlinger allerede nu.

“Så kan alle partier melde ud, hvor de står,” siger han til TV2 News.

DF foreslår i stedet en skatterabat for tilskynde flere til at blive på arbejdsmarkedet efter de er fyldt 70.

Til TV2s spørgsmål “om det ikke er lidt useriøst” at melde et sådan forslag ud, uden at anvise finansiering, siger Morten Messerschmidt:

“Det, der ville være useriøst, er, hvis vi ikke meldte det her nu. Der skal snart vælges et nyt folketing, og jeg synes, det er rimeligt, at vælgerne ved, hvor vi står i Dansk Folkeparti i forhold til pensionsalder,” siger han.

“Jeg synes det er rimeligt, at vælgerne ved, hvor vi står i forhold til pensionsalder”

Morten Messerschmidt, DF-formand, til TV2 News

Hverken Venstre eller Radikale Venstre vil låse pensionsalderen fast. I følge Kommissionen om tidlig tilbagetrækning og nedslidning, som i foråret kom med sine anbefalinger om fremtidens pensionssystem, vil det forværre de offentlige finanser med cirka 45 milliarder kroner årligt, hvis pensionsalderen fastfryses på 70 år i 2040.

Læs mere på TV2.dk her