DF kræver svar fra minister: S har sat sig på ungdomsorganisation

0
2786
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kaldes nu i samråd af DF.Her skal hun redegøre for, hvordan personer med tætte bånd til den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU har sat sig på agten i SIND Ungdom. Foto: Les Kaner

Personer med tilknytning til Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (S) har overtaget ledelsen i organisationen SIND Ungdom. Nu kræver DF en redegørelse fra minister

Den hedder SIND Ungdom og er en forening, der arbejder for unge med psykisk sygdom. Men den skulle måske hedde DSU SIND Ungdom, for søndag kunne Berlingske afdække, hvordan personer med tæt kontakt til Danmarks Socialdemokratiske ungdom (DSU) har sat sig på magten i foreningen, der ellers ifølge sine vedtægter er partipolitisk neutral.

I følge tidligere bestyrelsesmedlemmer, som Berlingske har talt med, og referater fra møder i SIND Ungdom, lykkedes det mere eller mindre personer med tætte bånd til DSU at kuppe sig til magten i forbindelse med landsmødet i 2021. I måneden op til havde 43 personer meldt sig ind i foreningen, hvilket er markant flere end den håndfuld, der melder sig ind i gennemsnit om måneden.

Landsmødet plejer at samle ca. 20 deltagere, men i 2021 deltog 120 personer i landsmødet, der blev holdt online. Knap en tredjedel af disse havde ifølge Berlingskes oplysninger relation til DSU.

Fire bestyrelsesmedlemmer trak sig

På mødet blev formanden Theodor Gjerding, der til daglig arbejder med medlemsrekruttering i DSU, genvalgt i et kampvalg mod bestyrelsesmedlem Ida Binderup. Han fik 68 mod 31 stemmer. Efterfølgende forlod fire medlemmer bestyrelsen, bl.a. Ida Binderup. Et af bestyrelsesmedlemmerne Jimmi Graversen er i dag næstformand i SIND Ungdom. Han har også bånd til Socialdemokratiet.

”Måske var jeg meget naiv. For jeg have hørt rygter om, at vi skulle forvente en slags kup. At socialdemokrater ville forsøge at fastholde magten hos en af deres egne. Jeg troede ikke, at nogen kunne finde på at kuppe en forening for psykisk syge,” siger Ida Binderup til Berlingske.

Formanden Theodor Gjerding fastholder overfor Berlingske, at SIND Ungdom er politisk neutral. Avisen kan dog fortælle, at organisationen har fået ekstra statsstøtte under den socialdemokratiske regering. I en sms-korrespondance, som Berlingske har fået aktindsigt i, takker Theodor Gjerding den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil for at have fået 500.000 kroner årligt i støtte fra en pulje til udvalgte foreninger.

”….Det var jo i sin tid dig, der bragte os på banen, så vi skylder dig meget. God weekend. Kh Theodor,” skriver formanden i en sms til ministeren.

Minister kaldes i samråd

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl kræver en redegørelse fra ministeren om de nye oplysninger. Han har kaldt Pernille Rosenkrantz-Theil i et samråd med følgende dagsorden:

”Ministeren bedes redegøre for det forhold, at organisationen SIND Ungdom hen over de seneste år er blevet overtaget af personer med tilknytning til Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og dermed har tætte bånd til Socialdemokratiet samt redegøre for ministerens rolle i sagen. Der henvises til artiklen Organisation overtaget af socialdemokrater efter ”chokerende møde”, berlingske.dk, den 15. maj 2022,” skriver han.

Læs Berlingske: Organisation overtaget af socialdemokrater efter »chokerende« møde