Christian Bülow ny formand for Dansk Folkepartis Ungdom

0
3135
Christian Bülow blev valgt enstemmigt som ny landsformand på DFUs årsmøde i weekenden. Foto: DFU

DFUs næstformand Christian Bülow har afløst Tobias Weische som ungdomspartiets formand

Efter to år i spidsen for Dansk Folkepartis Ungdom, valgte Tobias Weische i weekenden at trække sig som formand. Det skete på DFUs årsmøde, hvor næstformanden Christian Bülow blev valgt enstemmigt som hans afløser.

”Jeg har været utrolig stolt over at stå i spidsen for Danmarks bedste ungdomsparti i to år. Det har været et privilegium hver dag at kunne give lidt igen til det parti, som har givet mig alt og været hele min ungdom,” skriver Tobias Weische på sin Facebookside.

Han ønsker den nye formand velkommen med denne salut:

”Stort tillykke til min gode ven, Christian Bülow, med valget som ny landsformand. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre mand til posten”.

En nuværende og to tidligere DFU-formand: Christian Bülow med Chris Bjerknæs og Tobias Weische. Foto: DFU

Christian Bülow kalder det en kæmpe ære og et privilegium at skulle være DFU-formand.

”Det er nogle store sko jeg står overfor at skulle udfylde, både for den tidligere formand og rækken af store og betydningsfulde formænd for DFU. Jeg går ydmygt og stolt til opgaven og jeg ser frem til sammen med den nyvalgte hovedbestyrelse at løfte DFU til nye højder,” skriver han på Facebook.

Den nye DFU-formand arbejder til daglig som personlig assistent for Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, som Christian Bülow også har været kampagneleder for.