Tusindvis af mails slettet i barnebrudssagen – nu kræver DF rigsretssagen stoppet

0
38157
Rigsretssagen mod Inger Støjberg bør annulleres, mener Dansk Folkeparti. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Sletningen af flere års mails fra de øverste chefer i Udlændinge- og Integrationsministeriet og i Udlændingestyrelsen er en kæmpe skandale, mener Peter Skaarup. Det bør ifølge Dansk Folkeparti føre til, at rigsretssagen mod Inger Støjberg annulleres

Rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er allerede inden starten blevet ramt af en skandale, som bør føre til, at den omgående annulleres.

Det mener Dansk Folkeparti, efter at Danmarks Radio søndag kunne afsløre, at flere års mails fra otte af de øverste chefer i Udlændinge- og Integrationsministeriet og i  Udlændingestyrelsen slet ikke har indgået i arbejdet hos Instrukskommissionen – også kaldet barnebrudskommissionen – hvis konklusioner førte til, at et flertal i Folketinget den 2. februar 2021 besluttede, at Inger Støjberg skal stilles for en rigsret.

”Det er en skandale, at Folketinget har stemt Inger i en rigsret, når man mangler centrale mails fra ledende medarbejdere i ministeriet. Barnebrudskommissionen har ganske enkelt blot kigget på en del af billedet, der end ikke burde gøre at Inger dengang skulle i en rigsret,” siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup til ditOverblik.

”Det er en skandale, at Folketinget har stemt Inger i en rigsret, når man mangler centrale mails fra ledende medarbejdere”

Peter Skaarup, retsordfører (DF), til ditOverblik

Blev automatisk slettet

Fem af de øverste chefers mailbokse er automatisk blevet slettet efter få måneder. Desuden har to andre chefer fået deres mailboks slettet og en ottende har selv været inde og slette ca. 40.000 mails.

”Der var mailbokse, der var slettede. Herunder også mailbokse, der tilhørte nogle af de øverste embedsmænd,” bekræfter kommissionens formand, Peter Mørk Thomsen, overfor Danmarks Radio.

Instrukskommissionen skulle undersøge, om Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister i 2016 gav en ulovlig instruks, da hun besluttede, at asylpar skulle adskilles, hvis bruden var under 18 år. Kommissionen blev nedsat i januar 2020 og udgav i december 2020 en delberetning. Den førte til, at et flertal på 139 folketingsmedlemmer den 2. februar stemte for at stille Inger Støjberg for en rigsret. Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Inger Støjberg, Lars Løkke Rasmussen og ni Venstre-medlemmer stemte imod. Rigssretssagen mod den tidligere minister indledes til september.

“Et lukket rum, vi ikke kan komme ind i”

Sletningen af mails betyder, at Instrukskommissionen kun har kunnet søge efter e-mails fra lavere rangerende embedsmænd i de to centrale år 2016 og 2017. På direktørniveau har det ikke været muligt at gå tilbage og se, hvad der er foregået af mailkorrespondance.

”Det giver jo det problem, at hvis to chefer, de skriver til hinanden, og hvis begge mailbokse er blevet slettet, så kan vi ikke finde mailen. Hverken hos modtager eller hos afsender. Og det betyder jo, at så får vi ikke indsigt i, hvad det er, de har skrevet til hinanden. Så er det et lukket rum, vi ikke kan komme ind i,” siger Instrukskommissionens formand, Peter Mørk Thomsen, til DR.

Han mener dog, at “det er helt usandsynligt, at man kunne forestille sig, at vi var kommet frem til et mere forsigtigt bevis-resultat i forhold til de involverede, ved at der skulle komme yderligere mails frem fra slettede mailbokse,” siger han til DR.

Skaarup: Rystende udtalelse fra kommissionsformand

At kommissionsformanden ikke mener, at de forsvundne mails kunne have ført til en anden konklusion, kan dog på ingen måder berolige Peter Skaarup. Han vil nu kalde justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd.

”At barnebrudskommissionens formand kalder det “usandsynligt”, at de var kommet frem til en anden konklusion, er for mig rystende. Hvordan ved han overhovedet det? Det eneste vi ved nu er, at vi ikke ved så meget. Vi mangler det fulde billede, og Folketinget bør trække rigsretten tilbage. Det bør stå klart for alle,” siger Peter Skaarup til ditOverblik.

Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup under folketingets afslutningsdebat i sidste uge. DF mener, at Folketinget skal stille rigsretssagen i bero. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Støjbergs advokat: Kunne have ført til anden konklusion

Inger Støjbergs advokat, Jonas Christoffersen, mener, at Instrukskommissionen kunne have ført til helt andre konklusioner, hvis den havde haft adgang til de slettede mails.

”Det kunne sagtens være i forhold til Støjberg, at det havde ført til andre konklusioner. Det kunne have ændret billedet, hvis de her oplysninger var kommet frem. Når man ser det fra Støjbergs perspektiv, så er dele af hendes forklaring blevet fuldstændig tilsidesat. Flere embedsmænds forklaring er på centrale punkter blevet tilsidesat af kommissionen, som har ment, ‘at det ikke kan være rigtigt, det, de har forklaret’,” siger Jonas Christoffersen til DR – og fortsætter:

”Hvis der havde været flere mails mellem embedsmændene, så havde det været meget muligt, at det havde understøttet deres forklaringer, og så kunne vi have haft et andet billede. Hvis de mails havde bekræftet det, som blev forklaret fra embedsmændenes side, så kan det godt være, at hele grundlaget for rigsretssagen ikke havde været der”.