Derfor kopierede DF annonce fra K: Vil udstille konservativt hykleri om øremærket barsel

0
2247
Dansk Folkeparti kopierede de konservatives annonce mod øremærket barsel for udstille den konservative dobbeltmoral på EU-området.

Det Konservative Folkeparti kritiserer i annonce, at EU blander sig i danske barselsregler. Men de konservative støtter de traktater, som gør det muligt for at EU at blande sig. Det mener DF, som tirsdag kopierede en annonce fra Det Konservative Folkeparti for at vise den konservative dobbeltmoral

“Lad familierne bestemme selv”.

Dansk Folkeparti lagde tirsdag en annonce på Facebook, der mindede mistænkeligt meget om en annonce, som Det Konservative Folkeparti mandag indrykkede i flere aviser. En annonce, der kritiserer forslaget om øremærket barsel til mænd.

Samme overskrift, samme foto af en baby, samme grafiske udformning. Selv teksten var tilsyneladende den samme. Begge annoncer startede med ordene “Nu får din familie værre barselsvilkår…”.

Men der var ikke tale om, at DF bare havde kopieret de konservatives påfund. For selv om begge annoncer kritiserer det nye forslag om øremærket barsel, er der ikke tale om to partier, der mener det samme.

Annoncen fra DF er i virkeligheden en kritik af Det Konservative Folkeparti. DF mener nemlig, at De Konservatives modstand mod øremærket barsel er hyklerisk.

Forslaget om øremærket barsel sker på baggrund af EU’s forældreorlovsdirektiv, der pålægger medlemslandene at indføre to måneders øremærket barsel til begge forældre, og de konservative støtter de EU-traktater, som gør det muligt for EU at blande sig i danske familiers barsel.

“Vi synes de partier, der har stemt for EU-traktaterne skylder danskerne en forklaring. Især de partier, der i dag er imod EUs indgreb på barselsområdet, men som selv har stemt for de traktater, der gav EU magten. Hvorfor stemte de ikke imod? Hvorfor kæmpede de ikke for at begrænse magtoverførslen til EU?,” skriver Dansk Folkeparti i sin annonce, som kan ses i bunden af denne artikel.

“Konservative rider på to heste”

Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt siger til ditOverblik, at Det Konservative Folkeparti i sagen om øremærket barsel prøver at ride på to heste.

”Det er jo rigtig fint og heroisk, at de nu slår på EU for at have vedtaget de tåbelige barselsregler. Men de har jo aldrig taget forbehold overfor de traktater, som gør det her muligt,” siger han.

Morten Messerschmidt, næstformand for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Konservativ ordfører: EU-regler er demokratiets vilkår

De konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard afviser kritikken. Til Ekstra Bladet skriver hun i en SMS:

”Som medlemsland er vi også nødt til at acceptere, at der vil være EU-beslutninger, som vi er imod. Og vi er i den grad imod øremærket barsel. Det fjerner friheden fra familierne, og det er ikke et anliggende for EU. Desværre har socialistiske partier, på tværs af EU, fået det presset igennem. Selvom vi kæmpede imod – det er demokratiets vilkår. Men vi kommer til at gøre alt hvad vi kan, for at udfordre implementeringen i dansk lov, så vi bibeholder mest mulig frihed hos forældrene, til glæde og gavn for børnene,” skriver Mette Abildgaard.

Den forklaring giver Morten Messerschmidt dog ikke meget for:

”De har jo selv giver EU muligheden for at lade socialisterne i EU bestemme, og det er jo det, der er det egentlige problem. Vi har et konservativt folkeparti, som aldrig nogensinde har sagt nej til at overdrage magt til EU,” siger han.

Forventer støtte til DF-forslag

Dansk Folkeparti vil nu fremsætte et beslutningsforslag, som skal pålægge regeringen at Danmark skal hjemtage kompetencen på hele det familieretlige område.

”Så nu giver vi Det Konservative Folkeparti en mulighed for at rette op på fordums fejl. For jeg forventer selvfølgeligt, at dem, som kritiserer, at EU blander sig i de danske barselsregler, at de vil stemme for vores beslutningsforslag,” siger Morten Messerschmidt.

FAKTA: EU’s forældreorlovsdirektiv

Den 13. juni 2019 vedtog EU direktivet om “Bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner”. Direktivet skal gennemføres inden august 2022. Reglen om to måneders øremærket barsel til begge forældre er en central del af direktivet og omdrejningspunktet, når det skal gennemføres i dansk ret.
Dansk Folkepartis annonce, der er en kopi af de konservatives annonce.