DF-formand træt af regeringens soloridt: “Genindfør demokratiet”

0
2456
Statsminister Mette Frederiksen (S) under fredagens pressemøde om corona i Spejlsalen i Statsministeriet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kristian Thulesen Dahl kritiserer regeringens fortsatte solokurs på corona-området. Der var ingen politiske drøftelser med de øvrige partier, før regeringen fredag meldte nye stramninger ud

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl er bestemt ikke tilfreds med den måde, som regeringen fredag lancerede sine nye corona-stramninger på. Fredag eftermidag blev partilederne indkaldt til en orientering i statsministeriet, og straks efter – klokken 18.30 –  holdt statsminister Mette Frederiksen og en række ministre så pressemøde, hvor de lancerede de stramninger, som regeringen har besluttet helt solo.

Kristian Thulesen Dahl efterlyser på Twitter, at regeringen involverer Folketingets partier:

“Corona! Vi skal have demokratiet genindført, så det ikke alene er ét parti med regeringsmagt pt. som indskrænker danskernes frihed! Sådanne vigtige beslutninger skal basere sig på beslutninger i Folketinget! Af et flertal. Ikke kun en orientering kort tid før pressemøde!,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahls opslag på Twitter – og Lars Løkke Rasmussens kommentar til opslaget.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der har været meget kritisk overfor regeringens corona-kurs, bakker DF-formanden op:

“Helt enig, men Folketinget har jo delegeret magten til dem. Sørg for at få den taget tilbage, når der skal laves ny epidemilov,” skriver Løkke i en kommentar til Thulesen Dahls opslag.

Krav om mundbind og skærpet forsamlingsforbud

De nye stramninger træder i kraft fra på mandag og betyder at forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 personer til 10 personer, ligesom man i privatlivet opfordres til ikke at se mere end 10 personer.

Alt salg af alkohol forbydes efter klokken 22.00.

Regler for arbejdstagere fra udlandet skærpes ligeledes for at undgå smitte fra udlandet til Danmark, ligesom grænsekontrollen intensiveres.

Derudover indføres der krav om mundbind indendørs alle steder, hvor der er offentlig adgang. Det gælder blandt andet supermarkeder, storcentre, biografer, kulturinstitutioner og på ungdomsuddannelser. Mundbindskravet træder i kraft 29. oktober, så “danskerne har mulighed for at forsyne sig tilstrækkeligt med værnemidler”.

Statsminister Mette Frederiksen (S), sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), finansminister Nicolai Wammen (S), direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak og rigspolitichef Thorkild Fogde på dagens pressemøde. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

DI: Vil få enorm betydning

Fra erhvervslivet er der bekymring over de nye stramninger:

“Det vil få enorm stor betydning for rigtig mange virksomheder og arbejdspladser, som nu må lukke ned af hensyn til resten af samfundet. Den helt afgørende opgave er fortsat at sikre, at alle øvrige dele af erhvervslivet og vores uddannelsesinstitutioner fortsat kan holdes åbne, så vi får Danmark bedst muligt gennem krisen,” siger medlemsdirektør Lars Frelle-Petersen, Dansk Industri, til Berlingske.

Stramningerne kommer efter en stigning i antallet af corona-smittede de seneste dage. 859 er det seneste døgn konstateret nysmittet med covid-19 i Danmark. Det er det hidtil største antal på ét enkelt døgn.