DF: Det skal have konsekvenser at sjuske med brandsikkerheden

0
1618
(ARKIV) Skaderne efter brand i Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro, fredag den 3. august 2018. Problemer med brandsikkerhed på plejehjem har været kendt i årevis. Det oplyser vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen, efter at en undersøgelse fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har vist, at mange plejeboliger ikke lever op til kravene til brandsikkerhed. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Undersøgelse viser massive problemer med brandsikkerheden på kommunale plejehjem. Dansk Folkeparti vil have flere kommunale bygninger undersøgt og mener, at der mangler sanktionsmuligheder, når påbud ikke bliver fulgt

Bygninger uden sprinkleranlæg, flugtveje der er spærret af møbler, manglende branddøre og flugtveje.

En ny rapport om brandsikkerheden på kommunale plejehjem ryster politikerne på Christiansborg. 500 bygninger er med i undersøgelsen, som er foreløbig, og det er reglen mere end undtagelsen, at der sjuskes med brandsikkerheden.

Eksempelvis var der ingen sprinkleranlæg i 123 af de 164 bygninger, som er omfattet af krav om sprinkleranlæg. Der var kun søgt og givet dispensation i 17 tilfælde.

Transport- bygge- og boligminister Ole Birk Olesen kalder situationen helt uacceptabel:

”Kommunerne skal stramme op og få styr på de bygninger, der ikke overholder kravene, så beboerne kan være trygge ved at bo i plejebolig. Derfor har jeg bedt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om at skrive til disse kommuner og anmode om en redegørelse for, hvornår de vil tage initiativ til at sikre, at alle deres plejeboliger lever op til den krævede brandsikkerhedsmæssige standard,” siger han i en pressemeddelelse.

DF: Flere bygninger skal undersøges

Hos Dansk Folkeparti mener boligordfører Merete Dea Larsen og kommunalordfører Susanne Eilersen at der er brug for yderligere skridt. De mener også, at andre kommunale bygninger skal undersøges:

”Når der er så mange fejl på plejehjem, så må man spørge, hvordan det ser ud i andre kommunale bygninger? Hvordan er brandsikkerhederne så på bosteder, på skoler, børnehaver og andre institutioner, der hører under kommuner og regioner? Det må vi have undersøgt nærmere,” siger Merete Dea Larsen.

De to ordfører vil bede ministeren komme med et bud på, hvordan en bredere undersøgelse kan gennemføres.

”Vi vil sikkert få den reaktion fra nogle kommuner, at det vil koste penge og tage tid at lave sådan en undersøgelse. Ja, det vil det, men det er jo noget, der allerede burde have været ordnet,” siger Merete Dea Larsen.

Påbud bliver ikke fulgt – uden at det får konsekvenser

Undersøgelsen, som netop er offentliggjort, blev sat i værk af ministeriet efter en dødsbrand i august på plejehjemmet Farsøhthus i Allingåbro på Djursland, hvor tre ældre kvinder døde. Her var der heller ingen sprinkleranlæg, spisekøkkenet var indrettet i flugtgangen og det viste sig at flere påbud ikke var blevet fulgt.

Samtidig havde plejehjemmet fået dispensation fra brandsikkerhedsreglerne, fordi det lå ved siden af brandstationen. En dispensation, som kommunen siden har erkendt var en fejl.

Sagen fra Farsøhthus og rapporten fra ministeriet tyder ifølge DF-ordførerne på, at der mangler sanktionsmuligheder, når eksempelvis et plejehjem ikke følger et påbud.

”Der bør være en myndighed, der kan gribe ind, hvis man undlader at følge et påbud. Det børe være sådan, at hvis en plejehjemsledelse ikke efterkommer et påbud om at gøre noget ved brandsikkerheden inden en bestemt dato, så kan de ikke drive plejehjemmet videre,” siger DFs kommunalordfører Susanne Eilersen.

DF: Flyt ansvaret for brandsikkerhed

Dansk Folkeparti har rejst en beslutningsforslag om, at tilsynet med brandsikkerhed på plejehjem skal flyttes fra den kommunale bygningsmyndighed til de kommunale beredskaber. Dét forslag har transport- bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) afvist, men Susanne Eilersen er med rapporten fra ministeriet kun blevet bekræftet i, at det vil være en god ide.

”Ved at flytte ansvaret kan det sikres, at der ikke ligger økonomiske hensyn til grund, hvis der gives dispensation til visse brandkrav i en kommunal bygning,” mener Susanne Eilersen.