Dansk Folkeparti foreslår, at kommuner og andre offentlige aktører skal kunne inddrive gæld, indtil Skats nye inddrivelsessystem er oppe at køre
123 milliarder kroner. Så meget er danskernes skattegæld nu oppe på. Beløbet stiger og stiger, fordi et nyt inddrivelsessystem stadig ikke fungerer. Skatteministeren har senest meddelt, at systemet først vil være helt oppe at køre i 2021.
På den baggrund foreslår Dansk Folkeparti nu, at kommuner og andre offentlige aktører som f.eks. DSB skal have mulighed for at inddrive gæld.
”Vi kan ikke blive ved med at stå og se på, at gælden bare stiger og stiger, og der ikke bliver inddrevet noget som helst. Hvis kommunerne eller nogle af de andre ikke-statslige fordringshavere mener, at de kan gøre tingene bedre end Skat, så skal de have muligheden for det, og det er det, vi vil med det her forslag,” siger DFs skatteordfører Dennis Flydtkjær til TV 2.
Frivillig ordning
I forvejen er et forslag om, at kommunalt ejede forsyningsselsskaber skal kunne benytte privat inddrivelse, lige nu i høring. Men Dansk Folkeparti har bemærket, at også kommuner har vist interesse for inddrive gæld. Derfor har DF nu rejst et beslutningsforslag om at lave en tre-årig prøveperiode med gældsindrivelse. Står det til DF, skal ordningen være frivillig for kommuner og andre offentlige aktører.
”De (ikke-statslige fordringshavere, red.) skal selv stå for hele processen, og selvfølgelig være klar over, at de mister muligheden for at tilbageholde løn. Derfor skal det også være frivilligt. Men jeg tror på, at det her forslag både kan være med til at aflaste Skat og sikre en større inddrivelse af gælden,” siger Dennis Flydtkjær til TV2.
Skatteminister afviser
Forslaget får ikke umiddelbart opbakning fra regeringen. Skatteminister Morten Bødskov (S) siger til TV2, at det vigtigste er at få det nye inddrivelsessystem til at fungere:
”Der er ingen tvivl om, at der skal gøres mere for inddrive den meget store gæld, der er, og derfor har regeringen også sat flere hundrede millioner kroner af til at få styrket indsatsen. Jeg tror, det er vigtigt, at vi nu holder snuden i sporet,” siger han.
Heller ikke Venstre bakker umiddelbart op.