Chris er klar til endnu et år som DFU-formand

0
2664
Chris Bjerknæsm 29 år, er netop genvalgt til sin tredje periode som formand for Dansk Folkepartis Ungdom.

29-årige Chris Bjerknæs blev genvalgt som landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom på sidste weekends landsmøde i Vejle. Her talte en minister for første gang nogensinde på et DFU-landsmøde

For første gang nogensinde var en minister på talerlisten, da Dansk Folkepartis Ungdom i sidste weekend holdt landsmøde i Vejle. Det var integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg fra Venstre, og hun blev nærmest modtaget som en rockstjerne, fortæller den netop genvalgte landsformand Chris Bjerknæs.

”For vi synes hun gør det knaldhamrende godt som minister, selv om vi selvfølgelig synes, at hun gerne må stramme udlændingepolitikken lidt mere,” siger Chris Bjerknæs om Støjberg, som i sin tale bl.a. roste det gode samarbejde med Dansk Folkeparti og sagde, at hun gerne ser DF gå med i regering.

Rockstjerne-modtagelse fik DFs formand Kristian Thulesen Dahl også, og i det hele taget var landsmødedeltagerne oppe og stå mange gange for at klappe. Også da der skulle vælges formand. Det skete nemlig uden modkandidater og med applaus fra salen.

“Jeg er virkelig glad, stolt og beæret over, at DFU’erne har genvalgt mig som deres landsformand, og jeg er klar til at lægge al den energi og tid, det kræver for at prøve at samle op på det flotte valg, som DF fik til folketingsvalget og europaparlamentsvalget i 2015,” lød det efterfølgende fra Chris Bjerknæs.

Landsmødet i Vejle er det næststørste i DFUs historie.

Og trods lidt halvsløje meningsmålinger til moderpartiet i øjeblikket, er det med superoptimisme, at Chris Bjerknæs tager fat på sin tredje formandsperiode. For DFU har medlemsfremgang, og der er nu 674 medlemmer af ungdomspartiet.

”Vi har oplevet et medlemsboom det sidste års tid. I januar holdt vi det største intromøde, vi hidtil har holdt for nye medlemmer. Vores nytårsstævne var også et af vores største landsdækkende arrangementer nogensinde, og det her landsmøde er det næststørste vi har holdt. Jeg tror vi oplever, at når der er lidt blæst og modgang, så rykker folk sammen,” siger Chris Bjerknæs.

De to tidligere DFU-landsformænd Anders Vistisen og Peter Kofod, som er nummer 2 og 1 på listen til Europaparlamentsvalget, deltog også i landsmødet.

Nu gælder det valgkampene til Folketinget og Europaparlamentet, hvor Dansk Folkepartis Ungdom især har to emner på dagsorden:

“Vores generations største udfordringer er migration og klima, og det er to dagsordner, vi har klare løsninger på. På klimaområdet vil vi investere massivt i forskning, mindske vores forbrug og satse markant mere på grøn teknologi. På migrationsområdet ønsker vi et stop for al asyl til Danmark, at vi skal prioritere nærområderne og at der skal sendes langt flere flygtninge hjem fra Danmark,” siger Chris Bjerknæs.

Han er 29 år og arbejder til dagligt som organisationskonsulent hos Dansk Folkeparti på Christiansborg. Han har i mange år været aktiv i Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom både som lokalformand, hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat. Chris har været landsformand for DFU siden 2017.

Udover Chris Bjerknæs er følgende valgt til hovedbestyrelsen: Tobias Weische, Jakob Kjærsgaard, Christian Bulow, Kristoffer Gadeberg, Jeremy Pedersen, Julie Jørgensen, Thomas Kastrup Christensen, Mathias Stockfleth Petersen og Kasper Sømer Sørensen.

Der stemmes om forslag til landsmødet.