Brexit: Nu starter ti afgørende dage

0
1479
Boris Johnson taler på de konservatives partikongres i Manchester. Foto: Oli SCARFF / AFP

”New deal or no-deal.” Så klar en overskrift har det sidste udspil fra Boris Johnson og hans regering til de endelige forhandlinger om Brexit

Den britiske premierminister kan se frem til ti dage med afgørende forhandlinger både med EU’s ledelse og de enkelte lande. For de har hver især reelt vetoret over en beslutning, der er den mest omfattende i EU i årtier. Og bare en lille ting kan vælte aftalen og åbne for et brud mellem EU og Storbritannien.

Ser man teksterne efter, så ønsker briterne kun mindre ændringer. Nordirland vil efter briternes forslag kunne blive i det indre marked, selvom resten af Storbritannien. Det er et forslag, der vil støde den fløj i britisk politik, der er mest træt af EU, for det skaber en slags økonomisk grænse ned igennem det Irske Hav.

Nordirland vil omvendt ikke være en del af EU’s toldunion og det kan give bøvl ved grænsen. Det britiske udspil lover, at der ikke vil blive en grænse i traditionel forstand. I stedet skal toldarbejdet løses elektronisk og med kontroller andre steder end ved den 500 kilometer lange grænse henover Irland.

Planen, der ikke fylder mere end syv sider, forudsætter til gengæld, at det såkaldte bagstop forsvinder. Det er afgørende for at samle flertal for forslaget i parlamentet i London. Omvendt er det en vigtig del af forslaget til en aftale, som Boris Johnsons forgænger, Theresa May, forhandlede på plads – vigtig, fordi den giver de 27 EU-lande stor indflydelse på Storbritannien også efter 1. november.

Boris Johnson og kæresten Carrie Symonds efter Johnsons tale onsdag på de konservatives partikongres. Foto: Stefan Rousseau / POOL / AFP

Lunken EU

De foreløbige reaktioner fra EU’s andre ledere er mildt sagt lunkne. Den afgående præsident for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker, har hilst forslaget velkommen uden dog at give det sin støtte. Andre ledere – herunder den irske regeringsleder, hvis land ellers har mest at tabe ved en hård Brexit – er direkte afvisende.

I øvrigt refererer både journalister og folk på Twitter ganske ofte til BS, når de mener det back-stop, der fremgår af den gamle aftale. Dette bagstop kan tvinge Storbritannien til reelt at blive i EU uden indflydelse, hvis de andre EU-lande ikke er tilfredse med udviklingen i de næste år. BS er ellers en forkortelse for bullshit.