Brexit: Konservative i opløsning

0
1760
Premierminister Theresa May under en pressekonference tirsdag. Foto: Jack Taylor/Pool via REUTERS

De britiske konservative er rasende på deres egen premierminister, fordi hun vil have et kompromis om Brexit med Labour og partiets kontroversielle leder, Jeremy Corbyn

Da ministrene kom ud fra et syv-timers opgør om Brexit tirsdag aften, havde premierminister Theresa May sørget for at få deres mobiltelefoner samlet sammen. Dermed var det kun hende, der kunne fremlægge resultaterne af de lange forhandlinger. Og som hun så det, var mødet en succes.

Hun havde overbevist de fleste af sine ministre om, at man nu vil søge et kompromis om Brexit med det største parti i oppositionen, Labour. Hun talte sågar om borgfred og et nationalt kompromis. Samtidig vil hun så bede Bruxelles om mere tid – selvom det er mere end tvivlsomt at de andre 27 EU-lande vil gå med til det.

Hendes egenrådige beslutning har vakt vrede langt ind i det konservative parti, der i mange iagttageres øjne reelt er i opløsning over Brexit. Endnu to ministre er trådt tilbage i dag, herunder den mand, der senest har haft den utaknemmelige post som minister for Brexit. Lederen af det mindretal hos de konservative, der konsekvent har arbejdet for at Storbritannien skulle forlade EU, kaldte beslutningen en dobbeltfejl.

”Det er en fejl at tro, at Jeremy Corbyn er svaret på Brexit. For problemet er, at både han og Labour støttede at vi skulle blive i EU – ligesom Theresa May og hendes slæng,” sagde Jacob Rees-Mogg.

Fribillet

Labour har indtil nu kunnet holde sig ude af ansvaret for Brexit, men til gengæld uafbrudt kritiseret May og hendes konservative. At tage den fribillet fra Labour er måske det bedste, Theresa May kan opnå i denne situation. For hun vil være nødt til at opgive vigtige konservative ideer for at opnå et kompromis, hvilket er det, der irriterer flest konservative.

Selv siger Jeremy Corbyn, at han gerne kommer til forhandlinger med premierministeren. Og at han ikke på forhånd vil stille betingelser, hvilket er lidt af en tilsnigelse. Labour vil nemlig forvente en toldunion med EU for at støtte May, ligesom partiet ønsker at beholde de EU-regler, som passer Labours holdninger – herunder til arbejdsmarkedets regler.

Der er hos mange af de britiske konservative et nærmest personligt had til Jeremy Corbyn. Han beskrives som en ’marxist’, hvad der i dansk sprogbrug svarer til en betonkommunist, men det er ikke bare hans gammeldags holdninger, der vækker modvilje. Han bliver i stadig højere grad set som en antisemit, fordi han ikke har vist vilje til at disciplinere de overvejende muslimske medlemmer af Labour, der igen og igen angriber Israel og jøder generelt.