Ydmyget af den britiske højesteret vendte den britiske premierminister tilbage til London og et skrigende underhus. Men trods opgøret og de vrede ord har han ved i den lange ende
Den, der blinker sidst, vinder. Sådan er det i det klassiske game of chicken og sådan er det også i britisk politik. Og lige nu ser Boris Johnson ud som en mand, der ikke vil eller kan lukke sine øjne.
Da han ved halv otte dansk tid nåede ind i den ophidsede sal i underhuset, forventede hans modstandere en slags undskyldning for at have sendt dem på ferie midt under slutspillet om Brexit. I stedet fortsatte han, hvor hans kolleger fra regeringen slap tidligere på dagen. Både ved at lægge op til nyvalg og ved at håne oppositionen for at være – ja, kyllinger.
Det var som et ekko af Geoffrey Cox, der som juridisk rådgiver for regeringen har et hovedansvar for at parlamentet blev sendt på en uønsket ferie. Da havde talte i parlamentet i dag, undskyldte han ikke på trods af at alle elleve højesteretsdommere havde underkendt hans vurderinger. I stedet kaldte han for en samling kalkuner, der ikke kan forhindre, at det igen bliver jul og slagterkniven kommer frem.
Selv udfordrede Boris Johnson parlamentet til at starte en mistillidsafstemning mod ham selv som en vej til et nyvalg. Og så hamrede han ellers løs på oppositionen og på dem fra hans eget parti, der har svigtet ham. Med henvisning til at deres trækken tingene i langdrag kritiserede ham dem for ikke at ville gennemføre Brexit og dermed svigte den klare flertal ved folkeafstemningen.
Om parlamentet sagde han, at den var fastlåst og ikke i stand til at løse den vanskelige situation, som Storbritannien står i med EU. Om højesterets afgørelse sagde han, at domstolen dermed havde blandet sig i politik – men han undgik at kalde det et kup, som nogle af hans partifæller har gjort. Og om sin hovedmodstander, Jeremy Corbyn fra Labour, sagde han lige ud, at han ikke har hvad der skal til for at blive premierminister.
Foran på point
Det er uklart hvordan de britiske vælgere får lov til at give deres mening til kende om hele forløbet og især om hvem de har mest tillid til. Efter britisk lov kan et valg i utide kun komme på tale efter at premierministeren har tabt en tillidsafstemning. Eller hvis to tredjedele af parlamentets medlemmer stemmer for et forslag fra regeringen om nyvalg.
Boris Johnson har allerede to gange foreslået et valg, hvad en britisk opposition normalt altid vil sige ja til. Men selvom han fik flertal for et valg, så var flertallet ikke stort nok. Og hvordan det skulle blive anderledes tredje gang – det er usikkert.
Men det er en usikkerhed, som Boris Johnson godt kan leve med, for meningsmålingerne er med ham. Og selv flertallet af de britiske kommentatorer, der til en hver tid vil fortælle deres læsere, hvor arrogant og uduelig og gennemusympatisk, Boris Johnson er – selv de begynder at erkende, at uden en fælles front fra oppositionen, så vil den næste premierminister også hedde Boris Johnson.
Simon Jenkins fra den venstreorienterede avis Guardian sagde det mest ligeud:
”Jeg kan ikke forestille mig nogen værre premierminister til at lede landet lige nu. Men det betyder ikke noget, og det betyder heller ikke noget, at Johnson brød loven.”
I en klar hentydning til det britiske ordsprog, om at ingen er over loven, skriver han videre:
”Glem hvad dommerne sagde. Det er kun det kortsigtede, der betyder noget. Det virkelige ordsprog er: uanset hvor meget du har ret, så er ingen over politik.”
