Blæste Mette F på Søren Brostrøms advarsler? DF kræver svar om nedlukning

0
2616
.Statsminstie Mette Frederiksen afviste fredag at fortælle, hvem hun helt konkret henviste til, da hun på pressemødet 11. marts oplyste at regeringen var blevet rådgivet af "myndigheder" om nedlukningen. Foto: Keld Navntoft / Kongehuset

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm advarede 1. marts mod at lukke Danmark for voldsomt ned. DFs gruppeformand Peter Skaarup siger, at Folketinget har krav på at få at vide, hvilke sundhedsanbefalinger regeringen har handlet ud fra

Dansk Folkeparti vil have regeringen til at forklare sig om nedlukningen af Danmark. Det sker efter, at Ekstra Bladet har afsløret, at Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm den 1. marts i en mail til centrale medarbejdere i Sundhedsministeriet advarede mod at lave en for voldsom nedlukning af Danmark. Det skete bare 11 dage inden, at statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde annoncerede den helt store nedlukning. Her henviste hun til, at “myndigheder” havde anbefalet en nedlukning for at mindske risikoen for coronasmitte.

“Hun (Mette Frederiksen, red.) siger på et pressemøde, at myndighederne er kommet med en anbefaling. Men når man læser det, der her kommer fra Sundhedsstyrelsen, er der meget, der tyder på, at det i hvert fald ikke er Sundhedsstyrelsen, der er kommet med nogle anbefalinger. Så hvem er det så? Vi er jo parlamentarisk kontrol inde på Christiansborg og skal holde regeringen i ørene. Vi er vagthund. Så det skal vi da have at vide,” siger Peter Skaarup til Berlingske.

Mail fra Brostrøm

I følge den mail, som Ekstra Bladet har offentliggjort, advarede Søren Brostrøm om ‘at der kan være et ufordelagtigt forhold mellem skadelige og gavnlige effekter’ ved at lukke store dele af Danmark for at bremse spredningen af coronavirus.

“Tiltag som begrænsning af forsamlinger samt lukning af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og trafikforbindelser kan have betydelige negative samfundsmæssige og økonomiske effekter,” skrev Sundsstyrelsesns direktør Søren Brostrøm.

Ekstra Bladets forside i dag.

Jyllands-Posten bragte i sidste uge en større artikel, hvor forløbet op til nedlukningen blev gennemgået. Her fremgik det også, at Søren Brostrøm ikke anbefalede en så omfattende nedlukning, som Mette Frederiksen annoncerede på pressemødet.

Det fik i sidste uge DFs sundhedsordfører Liselott Blixt til at sige:

“Det er jo dybt kritisabelt, at man faktisk ikke har fået de fornødne oplysninger om, hvorfor man lukkede så brat ned, og i det hele taget hvad der er sket. Man får mistillid til de ministre, der har med det her at gøre, og det øærgrer mig at man er kommet så langt,” sagde hun til Ritzau.

Skaarup: Det har vi ikke anerkendt

Berlingske spørger Peter Skaarup, om Dansk Folkeparti ikke allerede den 12. marts selv var med til at anerkende, at det var regeringen, der skønnede hvilke tiltag der var nødvendige. Den 12. marts vedtog et samlet Folketing nemlig de hastelove, som gjorde nedlukningen muligt. Til det svarer Peter Skaarup:

“Jo, at regeringen gjorde det. Men det er heller ikke det, vi taler om her. Her taler vi om, at statsministeren siger på et pressemøde, at »myndighederne« har indstillet det. Det synes jeg ikke, at vi har anerkendt på noget tidspunkt, og det får vi jo nu at vide, at det har de (myndighederne, red.) ikke,” siger Peter Skaarup til Berlingske.

På Twitter skrev Skaarup mandag aften, at han “får sværere og sværere ved at se, hvilken faglig begrundelse Mette Frederiksen lænede sig opad, da hun lukkede hele landet ned i marts”.

Mens DF kræver svar fra regeringen, så siger Liberal Alliances Henrik Dahl, at oplysningerne om Søren Brostrøms mail er “en ikke-sag”:

“Vi mener simpelthen ikke, at der er noget, vi ikke har fået at vide (…) Vi er »perfectly happy« med den måde, tingene kører på,” siger Henrik Dahl til Berlingske.