Blå partiledere til Mette F: Forsvarlig genåbning nu

0
2937
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl er en af fem partiledere, som fredag sendte en fælles opfordring til statsministeren om at sætte gang i en genåbning af Danmark. Foto: Carsten Lundager

Lederne af de fem partier i blå blok har sendt et fælles brev til statsministeren. Opfordringen er klar: Danmark skal åbnes igen

Statsminister Mette Frederiksen (S) fik fredag post fra partilederne i blå blok. I et fælles brev opfordrer de regeringen til at sætte gang i en forsvarlig genåbning.

“Ingen taler imod hensynet til folkesundheden, men alt det, vi gør og udsætter danskerne og virksomhederne for, bliver nødt til at være proportionalt. Folkesundhed er nemlig også vores børns trivsel, vores alles motion eller glæden ved at få besøg af sine kære, når man bliver ældre,” skriver Jakob Elleman-Jensen, Kristian Thulesen Dahl, Søren Pape Poulsen, Pernille Vermund og Alex Vanopslagh i det fælles brev.

Brevet er underskrevet af formændene for de fem partier i blå blok.

 

Opfordringen kommer få dage efter, at statsministeren afviste at lade de ældste elever komme i skole igen før der er “fuldstændig epidemikontrol”. Men det dur ikke, mener de blå partiledere.

“Vi må tænke bedre og mere kreative tanker end beregninger på enkelte, store genåbningsscenarier, som vi har set det hidtil. Hvis sundhedsmyndighederne vuirderer, at det er for voldsomt at lade de unge komme tilbage på ungdomsuddannelserne, så skal det tages til efterretning. Men ikke kun det. Så må vi finde veje til at åbne intelligent,” skriver de.

“Vi må tænke bedre og mere kreative tanker end beregninger på enkelte, store genåbningsscenarier”

De foreslår bl.a. at efterskolerne åbnes efter vinterferien, at der “tænkes fleksibelt” om butikkerne og at der findes løsninger for idrætsverden.

“Og sådan bør vi have ambitioner hele vejen rundt. Med snart et års erfaring kan vi bedre regne på epidemien, og vi har langt større viden. Derfor bør regeringen komme med konkrete forslag – hele tiden med øje for folkesundheden – til, hvordan vi får fundet veje til at give de ældre skolebørn, uddannelsessøgende, kulturliv, butiksdrivende eller vores ældre et mere normalt liv,” skriver de partilederne, som også vil se på regionale og kommunale åbningsscenarier.

Det åbne brev fra de fem partiledere.