Blå partier: Du skal ikke vise coronapas hver gang

0
1795
Coronapasset skal fungere som et kørekort man har på sig, men som ikke skal vises hver gang, foreslår Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i et fælles udspil. Her viser en gæst sit coronapas på bryggeriet Mikkeller's pub Warpigs i København. Foto: Tom LITTLE / AFP

Borgerlige partier foreslår i et fælles udspil, at coronapasset gradvis skal udfases og at det skal fungere som et kørekort, der kun skal vises, hvis myndighederne kommer forbi til kontrol

Det skal ikke være et krav, at restauranter, frisører, fitnesscentre osv. skal tjekke kundernes coronapas hver eneste gang. I stedet skal coronapasset fungere som et kørekort, dvs. at det skal være indehaverens ansvar at have et gyldigt coronapas på sig, der kun skal vises, hvis myndighederne kommer forbi på kontrolbesøg.

Sådan lyder et fælles udspil fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

”Vi bør hurtigst muligt gå over til en tillidsbaseret model, hvor folk får at vide, at de skal have et gyldigt coronapas på sig, men hvor de ikke skal tjekkes hver gang,” siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt til ditOverlbik.

Ønsker gratis udfasning

De fire partier foreslår desuden, at der skal laves en plan for en gradvis udfasning af coronapasset. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl siger til Ritzau, at coronapasset ikke utilsigtet må blive en permanent tilstand.

”Det er sådan med de ting, der laves her under corona, at systemerne vender sig til, at de er nogle gode redskaber, og så bliver de ikke udfaset, som de skal. Derfor er det vigtigt for os, at vi får holdt fast i holdningen om, at coronapas selvfølgelig er en midlertidig foranstaltning,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Konkret foreslår Dansk Folkeparti, at der skal være en solnedgangsklausul i august, dvs. at kravet om coronapas automatisk skal ophøre i august.

For omfattende

De fire borgerlige partier mener desuden, at de nuværende regler om, hvornår der skal bruges coronapas, er for omfattende.

”Brugen af coronapasset i dag er for vidtgående. Vi kræver i dag, at man skal bruge coronapas, hvis to mennesker skal ned at spille badminton eller i svømmehallen. Der så vi gerne, at coronapasset bliver brugt til de risikable aktiviteter,” siger Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh til Ritzau.

Partierne mødes fredag med regeringen til forhandlinger om den videre brug af coronapasset.