Blå bloks vælgere: Inger Støjberg er værdig til Folketinget

0
2919
Inger Støjberg gæstede DFs årsmøde i Herning i september 2021. DF var sammen med Nye Borgerlige de eneste, der stemte imod at Støjberg blev erklæret uværdig til at sidde i Folketinget efter rigsretsdommen. Foto: Carsten Lundager

Måling i Jyllands-Posten viser, at flertal af borgerlige vælgere mener, at rigsretsdommen over Inger Støjberg var for hård, og at hun ikke skulle have været smidt ud af Folketinget

Et flertal af vælgere i blå blok mener, at Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget, selv om hun i december blev idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten.

Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Jyllands-Posten.

Tirsdag den 21. december stemte et stort flertal for, at Inger Støjberg ikke er værdig til at sidde i Folketinget. Det skete en uge efter, at hun blev dømt i Rigsretten, hvor hun sad anklaget for at have brudt ministeransvarlighedsloven i barnebrudssagen.

Venstre, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance stemte for, at Inger Støjberg var uværdig, mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte imod. Jyllands-Postens måling viser, at DF og NB har de borgerlige vælgere på deres side i spørgsmålet.

Blå vælgere: Straffet for hårdt

Omkring 57 % af de blå vælgere svarer således, at de mener at straffen til Inger Støjberg var for hård og hun er værdig til at sidde i Folketinget. Kun 27,6 % mener, at straffen var tilpas, og 35 % mener, at Støjberg er uværdig til at sidde i Folketinget.

Omvendt ser det ud blandt rød bloks vælgere. Her mener 69,6 % af vælgerne, at Støjberg ikke er værdig til Folketinget, og kun 19 % mener, at rigsretsdommen var for hård.

Blandt alle vælgere mener 39,5 %, at Inger Støjberg er værdig til Folketinget, mens 50,3 % mener hun ikke er værdig. 36,4 % mener, at straffen var tilpas, mens 36,6 % mener den var for hård.

Støjberg: Glæder mig

”Jeg glæder mig meget over den store opbakning fra de borgerlige vælgere, men der er ikke noget nyt i, at jeg ikke har den store stjerne hos de venstreorienterede vælgere,” siger Inger Støjberg til Jyllands-Posten i en kommentar til målingen.

Inger Støjberg vil ikke kommentere på Folketingets beslutning men siger, at hun mener at være værdig til at indtage en plads i Folketinget efter et valg:

”Jeg vil slet ikke blande mig i Folketingets beslutning her. Den tager jeg bare til efterretning. Men det er klart, at efter et valg er det noget helt andet. Det gik debatten i folketingssalen også meget ud på,” siger Støjberg til Jyllands-Posten.

Læs mere i Jyllands-Posten her

Læs også:

Politisk flertal anklages for dobbeltmoral: Smider Støjberg ud men lader andre slippe med næse