“Jeg er sindsygt bange,” fortæller beboer i Bellahøj til BT om drengebander, der truer og chikanerer beboere og erhvervsdrivende. Dansk Folkeparti kræver handling af Justitsminister Søren Pape Poulsen (K), og han “tager det meget alvorligt”, siger han
Beboere, der bliver overfuset med skældsord og spyttet og sparket på. Lokale erhvervsdrivende, der må hyre vagter eller indskrænke åbningstiden. Tændte joints der bliver kastet efter beboere, når de går ned i deres kælder.
Sådan har beboere og erhvervsdrivende de seneste dage fortalt til BT om hverdagen i boligområdet Bellahøjhusene i Brønshøj, hvor lokale drengebander huserer.
“Er du sindssyg, jeg er bange”
Fornylig fortalte lokalavisen Brønshøj-Husum Avis om den lokale pølsevogn, der valgte at dreje nøglen efter gentagne chikanerier fra drenge med indvandrerbaggrund, og nu har BT besøgt Bellahøj, hvor beboere fortæller om frygt og chikanerier.
“Er du sindssyg, jeg er bange. Fordi de ved hvem jeg er. Jeg har jo smidt dem ud herfra før og ringet til politiet,” fortæller en beboer til BT, da han og journalisten møder nogle af drengene efter et besøg i kælderen, hvor drengebanderne jævnligt bryder ind og opholder sig.
“Når jeg møder dem, kigger jeg væk, fordi jeg ikke vil kigge dem i øjnene. Det bliver jo provokeret af, at man kigger dem i ansigtet,” fortæller han.
Justitsminister: Jeg tager det meget alvorligt
Beskrivelsen vækker forargelse på Christiansborg. Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen siger til avisen, at han nu vil bede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om at redegøre for, hvordan Københavns Politi vil sikre, at de ansvarlige ballademagere bliver pågrebet.
Justitsministeren siger til BT, at han har indkaldt politidirektøren til et møde. Og han fastslår, at han ikke vil finde sig i chikanerierne.
“Jeg vil gerne sige klart og tydeligt, at det her kommer vi til at kigge nærmere på. Jeg tager det meget alvorligt, for det provokerer mig helt vildt, at der er sådan nogle unger, der skal rende rundt og styre. De skal sådan set bare opføre sig ordentligt,« siger justitsministeren.
Søren Pape Poulsen anerkender det forebyggende arbejde, der har været gjort af nærpolitiet i området med forsøg på dialog med drengene osv. Men det er også et punkt, hvor det ikke er nok, fastslår ministeren:
“De her unge mennesker skal saftsuseme også vide, at hammeren falder, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Og der må vi se, om vi ikke kan statuere et par eksempler derude,« siger justitsministeren til BT.