DF og Radikale Venstre tørner sammen i EU-duel

0
3474
Kristian Thulesen Dahl og Morten Østergaard mødes i en EU-duel på Hotel Tønderhus torsdag den 9. maj kl. 17-19.

Dansk Folkeparti og Radikale Venstre åbner valgkampen med duelmøde mellem partiernes EU-spidskandidater Peter Kofod og Morten Helveg Petersen og de to politiske ledere Kristian Thulesen Dahl og Morten Østergaard

Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre er uenige om det meste, også om EU. Derfor er der lagt op til en knivskarp debat, når de to partier torsdag den 9. maj kl. 17-19 inviterer til duel med spidskandidaterne og de to partiers ledere på Hotel Tønderhus i Tønder.

Her vil den radikale EU-spidskandidat Morten Helveg Petersen og DFs spidskandidat Peter Kofod først krydse klinger under overskriften ”Mere eller mindre EU – og hvorfor?” og derefter vil DFs formand Kristian Thulesen Dahl og De Radikales leder Morten Østergaard mødes i en duel om EU-politik set fra Folketinget.

”Der er en kæmpe forskel på, om vi går Dansk Folkepartis eller Radikale Venstres vej, når det gælder EU. Dansk Folkeparti ønsker langt mere selvbestemmelse til Danmark og langt mindre indblanding fra Bruxelles. Der er heller ingen tvivl om, det er fuldstændig afgørende for os, at vi beholder og udbygger grænsekontrollen. Det ser Radikale Venstre helt anderledes på! Så det bliver en spændende debat,” siger Kristian Thulesen Dahl i en pressemeddelelse.

Radikale Venstres partileder, Morten Østergaard, er heller ikke i tvivl om at der nok ikke er meget, som Dansk Folkeparti og Radikale Venstre bliver enige om ved debatten.

”Når Putin blander sig i valg over hele Europa, Trump sætter spørgsmålstegn ved USA’s engagement i NATO, og UK forlader EU, er spørgsmålet, hvad der gør os mest trygge? At vende det europæiske fællesskab ryggen, som Dansk Folkeparti ønsker – eller at knytte stærkere bånd til vores naboer? Radikale Venstre ønsker det sidste,” siger Morten Østergaard.

Alle er velkomne til det gratis debatmøde, hvor der serveres kaffe og kage i pausen.

Sted: Hotel Tønderhus, Jomfrustien 1, 6270 Tønder.