Jens Vornøe forlader hovedbestyrelsen efter udnævnelsen til partisekretær. Anders Vistisen overtager hans plads
For anden gang på få dage skiftes der ud i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. Mandag trak Martin Henriksen sig, hvilket banede vejen for René Danielsson, og nu er det Jens Vornøe, der forlader hovedbestyrelsen, fordi han er blevet udnævnt til ny partisekretær efter Steen Thomsen.
Vornøes plads overtages af DFs tidligere europaparlamentariker Anders Vistisen, der sad i hovedbestyrelsen i to år frem til årsmødet i Herning i 2021. Her genopstillede han men måtte med 199 stemmer se sig slået af Merete Dea Larsen, der fik 201 stemmer og snuppede den tredje plads, der var på valg. De to andre pladser gik til Martin Henriksen og Jens Vornøe.
“Det lå ikke lige i planerne, men jeg tager naturligvis opgaven på mig for at hjælpe Morten Messerschmidt og Peter Kofod med genrejsningen af partiet,” skriver Anders Vistisen på Twitter.
Anders Vistisen støttede – ligesom Jens Vornøe og René Danielsson – Morten Messerschmidt i formandsvalgkampen.
Velkommen tilbage i hovedbestyrelsen – og stort tillykke til Jens med udnævnelsen. https://t.co/2WkyGSI8He
— Peter Kofod(DF) (@KofodPeter) February 10, 2022