Regeringens store plan om ’velfærdslov’ er ved at kuldsejle

0
1222
Statsminister Mette Frederiksen må formentlig indstille sig på, at Socialdemokratiets store valgløfte om en velfærdslov ikke kan opfyldes. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Et af Socialdemokratiets centrale valgløfter fra 2019, en såkaldt ’velfærdslov’, kan ikke samle flertal. DF’s formand Morten Messerschmidt afviser, at DF vil støtte forslaget

“Vi vil indføre en ny velfærdslov, så pengene følger med, når vi bliver flere ældre og børn, droppe besparelserne på uddannelse og stoppe centraliseringen af Danmark”.

Sådan lød det i et udspil, som Socialdemokratiet præsenterede før valget. Det var et af Socialdemokratiets store slagnumre i valgkampen – ved siden Arne-pensionen og en stram udlændingepolitik.

Socialdemokratiets store udspil før valget.

Men ligesom en række af Socialdemokratiets udlændingeløfter lader vente på sig, så går det også mere end trægt med velfærdsloven. B.T. skriver, at der ikke er flertal for velfærdsloven, som statsminister Mette Frederiksen præsenterede sådan her:

“Nu holder vi hånden under velfærden”.

I følge B.T. vil Radikale Venstre ikke stemme for velfærdsloven, og da Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige heller ikke støtter forslaget, er regeringen afhængige af Dansk Folkeparti. Men heller ikke her skal regeringen forvente støtte, siger DF’s formand Morten Messerschmidt til B.T.:

”Vi vil meget gerne sætte flere penge af til velfærd. Men det skal bare ikke ske med en ’lov’, som Socialdemokratiet har fundet på. Det ser jeg ikke, vi kan stemme for,” siger Morten Messerschmidt.

Til spørgsmålet om han vil afvise, at stemme for velfærdsloven, siger Morten Messerschmidt:

”Hvis det er en slags udgiftslov, som regeringen har lagt frem, så er svaret ja. Vi bør fokusere forbedringerne til særligt vigtige områder, som ældre- og sundhedsområdet. Det vil vi gerne være med til”.

Lanceret af tre ministre på pressemøde

Regeringen præsenterede sit lovforslag om velfærdsloven på et pressemøde den 10. november 2021 med finansminister Nicolai Wammen, social- og ældreminister Astrid Krag samt indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek. Her lød der en appel til både blå og røde partier om at støtte forslaget. Men nu er det altså ved at gå sig selv igen. Finansminister Nicolai Wammen vil ikke stille op til interview, og social- og ældreminister Astrid Krag svarer sådan her på B.T.s spørgsmål:

“Jeg kan jo bare konstatere, at der før valget var et flertal af partierne, som sagde til danskerne, at når vi bliver flere ældre og flere børn, så skal pengene følge med, men som ikke vil garantere det”.