Amina Sardar: Derfor forlader jeg islam

0
9508
Amina Sardar er aktiv i Dansk Folkeparti i Gladsaxe.

Efter 42 år som muslim har Amina Sardar brudt endeligt med islam. Hun er træt af islams kvindeundertrykkelse og mange begrænsninger. “Sharia og religiøse regler skal ikke definere mit liv,” siger Amina, der har været medlem af Dansk Folkeparti siden 2017

Hun er kendt i DF-kredse som en skarp kritiker af islam, men hidtil har Amina Sardar været en del af den religion, hun kritiserer. Men det er slut nu. Som ditOverblik skrev tidligere i dag, fortæller Amina Sardar i et interview med Jyllands-Posten, at hun efter 42 år som muslim har forladt islam.

“Man har kun ét liv – lev det”, som Amina siger i interviewet, hvor hun fortæller, at hun håber, at hun ved at stå frem med sin beslutning kan give andre muslimer, særligt kvinder, modet til at forlade religionen. Eller i det mindste få et mere afslappet forhold til den.

Læs også: Amina blev tvangsgift i Pakistan. Nu kæmper hun for Dansk Folkeparti

Amina, der har været medlem af Dansk Folkeparti siden 2017, har samtidig skrevet et længere debatindlæg, hvor hun uddyber sin beslutning. Her forklarer hun under overskriften “Min rejse væk fra islam”, hvordan hun helt tilbage fra sin ungdom har vidst, at noget ikke hang sammen i islam. Som hun skriver:

“Allerede da jeg var ung vidste jeg at noget hang ikke sammen, og det blev bekræftet da jeg begyndte at date fyre da jeg var ca. 18-19 år. Jeg kan huske, at min mor på daværende tidspunkt, sagde til mig: Husk, Amina, du må ikke date en shia-muslim da de ikke er rigtige muslimer. Der blev jeg forvirret, hvordan kunne man som muslim være en forkert muslim. En ting er, at jeg ikke måtte date en ikke-muslim, men nu måtte jeg heller ikke date en muslim. Hold da op tænkte jeg, hmm… Forestil jer, at det første jeg gør på en date er at spørge: Hey, er du shia eller sunni,” skriver Amina, der er født i Danmark af afghanske forældre, der kom til Danmark som hhv. gæstearbejder og medfølgende hustru.

Interviewet med Amina Sardar i dagens udgave af Jyllands-Posten.

Følelsen af, at tingene ikke hænger sammen, er blevet stadig stærkere de seneste år, skriver Amina:

”Jeg startede for alvor min rejse i 2016, men det var ubevidst. Og det var inden jeg blev medlem hos Dansk Folkeparti. Jeg begyndte at se på tingene med kritiske øjne. Jeg har for mange år siden læst haditherne og koranen. Det har aldrig rigtig fanget mig. Jeg ønsker ikke, at det skal være min verden. Jeg mener ikke, at sharia og religiøse regler skal definere mit liv. Islam er også selvmodsigende, for udadtil taler mange muslimer om tolerance og mangfoldighed, mens der indadtil er meget intolerance overfor dem, der ikke er muslimer,” skriver hun – og fortsætter:

”Der er muslimer derude som tror at de er muslimer, bare fordi de beder 5 gange om dagen og faster, selvom de sælger stoffer, skyder uskyldige, er bandemedlemmer, spytter i deres ejendom, og opfører sig dårligt i det lokale center og skaber uro. Det er dobbeltmoralsk, og det er udbredt”.

Amina fotograferet sammen med Dansk Folkepartis stifter, Folketingets formand Pia Kjærsgaard.

Amina Sardar mener, at islam er en begrænsende tro, som hverken har plads til frihed eller kærlighed:

”Jeg har faktisk ondt af mange muslimer, for muslimer har ikke ro i deres liv. De bliver hele tiden mindet om deres religiøse pligter: Om at de skal leve på den og den måde, om at de selv skal irettesætte andre, eller om at de skal erobre og at de skal sprede kalifatet. Det giver dem ikke plads til at nyde livet. De har travlt med at planlægge hvordan de skal sprede islam, men hvorfor? Jeg har været muslim hele mit liv, men jeg kan ikke finde svaret. Ingen har kunne give mig svaret. Har deres egne muslimske lande sikret retfærdige og ordentlige forhold for deres borgere? Nej, de har ej. Men de har alligevel slæbt det med til Danmark. De vil lave Danmark om,” skriver hun.

”Jeg har faktisk ondt af mange muslimer, for muslimer har ikke ro i deres liv”

“Luder og sort racist”

Amina Sardar ønsker ikke, at islams kvindeundertrykkelse og mange regler skal begrænse hendes liv, og hun er træt af imamer, der udlægger teksten, så det passer ind i deres egen agenda. Desuden er Amina træt af dobbeltmoralen i en religion, der kræver tolerance overfor sin religion og livsstil, men som, mener Amina, udviser nul tolerance overfor anderledes tænkende. Det har hun selv oplevet på den mest kontante måde, efter hun meldte sig ind i Dansk Folkeparti:

”Jeg er blevet kaldt for luder, sort racist, og fået at vide at jeg skal være bange for Allah. De siger at jeg søger 15 minutters berømmelse, og de siger at jeg lider af Stockholmsyndromet mm. Alt dette er blevet sagt af muslimer til mig som muslimsk kvinde. Og så siger de samtidig til mig, at DF’ere er racistiske og hadefulde. Mange muslimer brokker sig over, at Dansk Folkeparti dømmer dem ude. Men muslimerne dømmer sig selv ude. De vil ikke være en del af det danske fællesskab, og derfor er det kun rimeligt, at Dansk Folkeparti tager konsekvensen af det. Det burde andre partier lære af,” skriver Amina Sardar.

“Jeg er blevet kaldt for luder, sort racist, og fået at vide at jeg skal være bange for Allah”

Tolerance i DF

Amina understreger, at hendes beslutning om at forlade islam, intet har at gøre med hendes medlemskab af Dansk Folkeparti. Til gengæld har hun oplevet en tolerance i DF, som hun ikke har oplevet som kvinde i muslimske miljøer:

”Dansk Folkeparti tog godt imod mig, den muslimske kvinde Amina, uden at have nogle fordomme imod mig. De sagde aldrig et ondt ord om mig. De var nysgerrige og de ville naturligvis meget gerne diskuterer islam, men de sagde aldrig: Forlad islam og spis svinekød, hvis du vil være med her. De forventede naturligvis, at jeg var enig i den politiske linje, men de accepterede den frie selvstændige kvinde, Amina, som et individ, hvilket var nok for mig,” skriver Amina Sardar.

Amina lancerer til juni en ny hjemmeside, hvor hun vil skrive kritisk om islam og dele anonyme indlæg fra andre, der forlader islam eller overvejer at gøre det.

Læs også ditoverbliks interview med Amina Sardar fra 2018:

Amina blev tvangsgift i Pakistan. Nu kæmper hun for Dansk Folkeparti