Alternativets Carolina Magdalena Maier slettede forleden to likes til facebook-kommentarer, der opfordrede til at give DFs Kenneth Kristensen Berth “en på kassen” og en røvfuld. Onsdag fortrød hun endnu et like til en kommentar om at tage Berth “over knæet” og give ham en røvfuld
”Alle der kender mig ved at jeg naturligvis aldrig kunne drømme om at legitimere vold eller voldsudtalelser, højst civil ulydighed :)”.
Sådan lød det fra Alternativets udlændinge- og integrationsordfører Carolina Magdalena Maier, da ditOverblik i tirsdags spurgte hende, hvorfor hun først likede og siden slettede sine likes til kommentarer på facebook, der bl.a. opfordrede til at give Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth ”et par på kassen” og “en røvfuld, en kindhest og en fiskerlussing – retorisk forstås”.
Kommentarerne kom efter Debatten på DR2 lørdag aften, hvor Kenneth Kristensen Berth og Carolina Magdalena Maier diskuterede forholdene for børn på Udrejsecenter Sjælsmark. Indtil mandag havde de to kommentarer fået et like – en tommel op – fra Alternativet-politikeren. Så blev de slettet. Til ditOverblik.dk forklarede hun:
”Jeg likede to venners opslag, ikke pga voldsopfordringerne, men fordi de indeholdt hhv. humoristiske og rosende ord. Det er personer, jeg kender, derfor ved jeg at deres skarpe retorik ikke er ment som det kan læses. Men, men, men, det ved andre jo ikke, så jeg slettede mine likes igen. Alle der kender mig ved at jeg naturligvis aldrig kunne drømme om at legitimere vold eller voldsudtalelser, højst civil ulydighed :)”.
Carolina Magdalena Maier fik dog ikke slettet alle likes til kommentarer med voldeligt indhold. En læser gjorde onsdag ditOverblik opmærksom på, at Carolina Magdalena Maiers private profil stadig likede et opslag af en Kaare Skyum, som bl.a. skriver:
”En lille lønlig tanke er den, at du tager ham over knæet og lader ham smage sin egen medicin, altså at man skal have en røvfuld, for at forstå, det lille skarnsbarn”.
Opslaget kan ses her:
Kommentaren på Carolina Magdalena Maiers facebookside, som hun likede med sin private profil. Nu er det like slettet.ditOverblik spurgte derfor onsdag Carolina Magdalena Maier, hvorfor hun stadig likede en kommentar af denne type. Og Alternativet-ordføreren svarede ret hurtigt:
”Det troede jeg, jeg havde – jeg checker lige! Tak for info!”.
Kort efter var ”liket” – en tommel op – slettet.
DFs Kenneth Kristensen Berth betegnede det tirsdag som dårlig dømmekraft, når en politiker liker kommentarer med opfordringer til vold. Han mener, at politikere skal være ekstra varsomme med, hvad de legitimerer med deres tilkendegivelser.
Læs også: Alternativet-ordfører beklager, at hun likede opfordring til vold