Alternativet-ordfører beklager, at hun likede opfordring til vold

0
5182
Caroline Magdalena Maier i DR2 Deadline i lørdags, hvor hun diskuterede udrejsecenter Sjælsmark med DFs Kenneth Kritensen Berth. Foto fra TV

”Jeg kunne aldrig drømme om at legitimere vold,” siger Alternativets udlændinge- og integrationsordfører Carolina Magdalena Maier, efter at det har vakt opsigt, at hun likede en kommentar på facebook, der opfordrede til at give DFs Kenneth Kristensen Berth “en på skallen”

Bølgerne gik højt i Deadline på DR2, da Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti og Alternativets udlændinge- og integrationsordfører Carolina Magdalena Maier lørdag aften diskuterede forholdene for børn på udrejsecenter Sjælsmark.

Og de gik endnu højere, da udsendelsen efterfølgende blev diskuteret på Carolina Magdalena Maiers facebookside, hvor hun lagde et klip op fra udsendelsen.

Linket fik nemlig en af Carolina Magdalena Maiers facebookvenner til at skrive følgende:

”Måske du skulle ha langet det klamme griske vamle hjerteløse svin en på skallen? Nå, men som sædvanligt gør du det godt og værdigt *kyssesmiley*”

Denne kommentar fik i førte omgang et like fra Carolina Magdalena Maier. Liket blev senere fjernet igen.

Og en anden skrev:

”Jeg mener det sgu stadigvæk, den lille skiderik, der ikke vil andres bedste, skulle have en røvfuld, en kindhest, en fiskerlussing … retorisk, forstås, men han kan gøre mig så gal over … lavheden i mennesker, generelt! – jeg går på badeværelset og råber ind i bruserhovedet: AAAAAARRRRRRRGGGGGGH”

En anden kommentar der – retorisk, må det forstås – opfordrer til at give Kenneth Kristensen Berth en lussing eller røvfuld, fik også et like fra Alternativets ordfører.

Begge kommentarer kan stadig læses på facebooksiden, og indtil mandag var de begge blevet liket med en “tommel op” af Carolina Magdalena Maier. Mandag fjernede hun dog sine likes, og i en mail til ditOverblik forklarer hun hvorfor:

“Jeg likede to venners opslag, ikke pga voldsopfordringerne, men fordi de indeholdt hhv. humoristiske og rosende ord. Det er personer, jeg kender, derfor ved jeg at deres skarpe retorik ikke er ment som det kan læses. Men, men, men, det ved andre jo ikke, så jeg slettede mine likes igen. Alle der kender mig ved at jeg naturligvis aldrig kunne drømme om at legitimere vold eller voldsudtalelser, højst civil ulydighed :)”.

“Alle der kender mig ved at jeg naturligvis aldrig kunne drømme om at legitimere vold eller voldsudtalelser”

Carolina Magdalena Maier, MF for Alternativet

Kenneth Kristensen Berth: Dårlig dømmekraft

Kenneth Kristensen Berth har set opslagene og Carolina Magdalena Meiers likes, og han forstår ikke, hun i første omgang valgte at give de voldsomme kommentarer et like:

“Jeg undrer mig såre over hendes efter min mening dårlige dømmekraft. Personligt kunne jeg aldrig nogensinde finde på at like kommentarer, der opfordrer til vold mod politiske modstandere. Men det er måske et udslag af Alternativets nye politiske kultur,” siger han.

Kenneth Kristensen Berth minder om, at en tysk politiker, Frank Magnitz fra Alternative für Deutchland, mandag blev slået ned af tre maskerede mænd i Bremen.

“Så jeg synes man skal passe meget på, hvad man som politiker legitimerer med sine tilkendegivelser,” siger han.

Debatten på Carolina Magdalena Maiers facebookside kan ses her.

Debatten i Deadline kan ses her – den starter ca. 7 minutter inde i udsendelsen.