Alex Ahrendtsen: Ked af måden udtalelser om statsministeren blev udlagt på

0
2230
Alex Ahrendtsen, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

DFs folketingsmedlem Alex Ahrendtsen føler sig misforstået efter udtalelser om statsminister Mette Frederiksen

Onsdag kunne man i Berlingske læse rosende ord fra en DFer om statsminister Mette Frederiksen (S). De rosende ord kom fra folketingsmedlem Alex Ahrendtsen. Berlingskes artikel udsprang fra et længere interview, som Alex Ahrendtsen har givet til det politiske netmedie Altinget.

I interviewet med Altinget siger Alex Ahrendtsen, at Mette Frederiksen er en af de personer, der har imponeret ham mest i 2020. Hun optræder meget sikkert og er i en klasse for sig, siger han.

Men udtalelserne skal alene ses som en kommentar til Mette Frederiksens håndtering af den første coronatid, understreger Alex Ahrendtsen. Han føler sig derfor “enormt misforstået”, når det udlægges som om han roser hele Mette Frederiksens coronaindsats:

”Jeg er ked af, at mine udtalelser om statsministeren er blevet udlagt som ros set i forhold til hendes ageren under hele minkskandalen. Mette Frederiksen har optrådt helt utrolig magtfuldkommen og det skuffer mig dybt,” siger Alex Ahrendtsen.

”Jeg er ked af, at mine udtalelser om statsministeren er blevet udlagt som ros set i forhold til hendes ageren under hele minkskandalen”

Alex Ahrendtsen, folketingsmedlem (DF)

”Mine udtalelser var alene møntet på den tid, hvor coronaen ramte og hvor man endelig så statsministeren træde ind i rollen som statsmand. Hendes senere ageren er derimod en helt anden sag,” fortsætter han.

Så sent som i sidste uge stemte Alex Ahrendtsen sammen med resten af Dansk Folkeparti for et mistillidsvotum til hele regeringen. For, som Alex Ahrendtsen understreger, han tager afstand fra regeringens håndtering af minkskandalen, hvor beslutningen om at aflive samtlige mink har vist sig at være grundlovsstridig.

Du kan læse interviewet med Alex Ahrendtsen i Altinget her