Dyr tørster og lider på lange køreture fra EU til slagtninger i Tyrkiet

0
2529
Køerne er ofte mange timer undervejs, når de skal eksporteres ud af EU. NB: Dette arkivfoto er ikke fra en dyretransport

DF’s Jørn Dohrmann forsøger torsdag at få et flertal i Europaparlamentet til at støtte en resolution, der skal forbedre forholdene for dyr, der eksporteres ud af EU. Dorhmann har med egne øjne set, hvor elendigt dyr behandles på grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet, som er storaftager af levende dyr fra EU

Lastvogne med sultne og tørstige køer, der venter i timevis på grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet i 30-35 graders varme. Køer der hejses op i et ben og læsses på skibe. En dyretransport, der bliver afvist ved grænsen og står i seks dage, inden det besluttes at aflive dyrene. Tomme vandskåle og lastvogne, hvor frihøjden er så lav, at køerne næsten ikke kan stå oprejst

Sådan lyder nogle af de eksempler på hensynsløs behandling af dyr, som er baggrunden for, at Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann torsdag i Europa-Parlamentet fremsætter en resolution, der skal forbedre dyrevelfærden for dyr, der eksporteres fra EU til tredjelande.

Resolutionen blev i januar vedtaget af et flertal i parlamentets landbrugsudvalg, og torsdag skal den behandles af hele parlamentet, hvor Jørn Dohrmann håber at få flertal.

“Hvis den bliver vedtaget, kan vi sende et vink med en vognstang til EU-kommissionen og til medlemslandene om, at der skal strammes op på dyrevelfærden,” siger han.

Besøgte grænsen til Tyrkiet

Som led i arbejdet med resolutionen, har Jørn Dohrmann selv været ude og se på forholdene for nogle af de dyr, der eksporteres levende ud af EU. Han har med egne øre hørt køerne brøle i timevis på grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet, fordi chaufførerne skulle have styr på toldpapirerne, inden de kunne få lov at køre videre til slagtning i Tyrkiet eller andre mellemøstlige lande.

Og han så med egne øjne den lastvogn, der måtte vente i dagevis med levende køer, fordi den var kørt via et land med et udbrud af en kvægsygdom og derfor hverken kunne få lov at køre ind i Tyrkiet eller tilbage til EU.

”Det er helt urimeligt, at vi sender levende dyr ud på sådan en lang, sidste rejse, inden de skal slagtes. De kan lige så godt slagtes tæt på deres oprindelsessted, og så kan kødet transporteres videre i kølevogne. Derfor foreslår vi i en regel om, at dyrene kun må transporteres ’så kort som muligt’,” siger Jørn Dohrmann.

Jørn Dohrmann, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Der sættes ikke et bestemt timetal på i forslaget, for det skal kunne lade sig gøre i praksis. Hvis der eksempelvis var et krav om at dyrene kun må køres i maksimalt otte timer, ville det give problemer for transport af dyr fra øer, siger han.

”Jeg mener, at dyrene skal behandles godt fra de bliver født til deres liv afsluttes. Desværre er der nogen lande, hvor ussel mammon tæller mere end dyrevelfærd. Det har været skræmmende at opleve, hvor forskelligt man behandler dyrene. Derfor er der brug for fælles regler,” siger Jørn Dohrmann.

Lemfældig kontrol

Resolutionen foreslår flere uvarslede kontroller, hårdere straffe for overtrædelser og øget anvendelse af moderne teknologi. Ved at bruge gps-og nummerpladekontrol vil det være nemmere at tjekke, om chaufføren holder de fornødne pauser.

Der er et kontrolsystem i dag, men det er alt for lemfældigt, konstaterer Jørn Dohrmann. I 2014 var Danmark eksempelvis det land, der havde flest registrerede overtrædelser, nemlig 6,39 procent af i alt 1941 kontroller. Bulgarien havde derimod ikke en eneste overtrædelse, selv om der officielt blev foretaget 4,2 millioner kontroller.

”Det er ligegyldigt, om man har millioner af kontroller, hvis de ikke bruges til noget. Vi skal væk fra de fine skåltaler om dyrevelfærd, som ikke fører til noget, og så skal der gøres noget reelt for at sikre ordentlige forhold for dyrene,” siger Jørn Dohrmann.

I følge Jyllands-Posten blev der i 2012 eksporteret 3,4 mio. dyr ud af EU, heraf ca. 800.000 køer og får fra Bulgarien til Tyrkiet.

At der er så stor en eksport af levende dyr til slagtning i Mellemøsten, sker i følge Jørn Dohrmann for at spare penge og fordi kødet kan sælges til en højere pris, hvis det halalslagtes lokalt.

Læs også:

Polsk kødskandale: Kød fra dødssyge køer solgt til 13 EU-lande