Trump lidt foran i grænsestrid

0
1844
Er præsident Donald Trump skyld i den aktuelle krise? 55 procent af amerikanerne mener, at han har det meste af skylden for krisen. 40 procent finder, at demokraterne er skyldige. Foto by MANDEL NGAN / AFP

Efter mere end en måneds strid om USA’s budget og penge til at udbygge muren mod Mexico er bolden nu helt på demokraternes bane. Nu er det dem, der skal finde en løsning og præsident Donald Trump er klar til at tage æren

Dette er hvad Trump gør bedst – at ride en krise, som andre ville give op overfor – og så vinde med en lille margen og retten til at prale. Det gjorde han som en kontroversiel forretningsmand og nu tester han for alvor metoden i striden om grænsekontrol og immigration. Går det som det ser ud nu, kan han hævde, at han vandt striden – og tage æren for den første reform af immigrationslovene i 25 år.

De amerikanske medier, der gennemgående foragter præsidenten, fremhæver, at han virker stadig mere isoleret. CNN går endda et skridt videre og mener, at præsidenten er bange. Derimod fortæller de ikke ofte, at et klart flertal af amerikanerne både ønsker en ny immigrationspolitik og en mere sikker grænse.

Tilsvarende er amerikanerne splittet i spørgsmålet om, hvem der egentlig bærer ansvaret for krisen, der har sendt 800.000 ansatte i staten hjem uden løn. Flertallet af dem, der normalt vil stemme på demokraterne, finder, at Trump bærer hovedansvaret. Hans egne republikanske vælger finder derimod, at krisen skyldes demokraterne.

Denne splittelse blandt vælgerne er måske grunden til, at præsidenten har valgt ikke at gøre brug af de muligheder, som han har for at betale for muren uden at spørge kongressen. Dagens meningsmåling viser, at på dette punkt står præsidenten svagest: nu finder 55 procent af amerikanerne, at han har det meste af skylden for krisen. 40 procent finder, at demokraterne er skyldige.

Grænsemur i San Diego i Californien. Foto: Scott Olson/Getty Images/AFP/Scanpix

Gratis point

Lørdag foreslog præsidenten, at hvis han fik sin mur, så ville han støtte, at de såkaldte dreamers kunne blive i USA i det mindste i et stykke tid. Her fem dage senere virker det lidt som en gratis runde, da den amerikanske højesteret senere med den mindst mulige flertal har forhindret, at republikanerne kan gribe ind overfor den gruppe, der er født i USA af forældre, som ikke har papirerne i orden. En afgørelse, som præsidenten kan have kendt til på forhånd.

Men det var samtidig et udspil, som også mange kommentatorer fandt var perfekt til at lægge pres på demokraterne og især deres leder, den 78-årige Nancy Pelosi. De to aldrende politikere havde i forvejen et særlig slagsmål om, hvorvidt præsidenten skal have lov til at holde sin traditionelle januartale i Kongressen om nations tilstand. I dag gav han efter og forsøgte at forklare på Twitter, at det i virkeligheden var en sejr for ham selv.

Hvem der vinder i sidste ende, afhænger af, hvem amerikanerne vælger at tro på.