Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen kalder facebook-angreb fra Enhedslistens leder for “helt vildt”. “Hun legitimerer, at man kan kalde sine politiske modstandere de værste ting,” mener han
Af Steen Trolle
”Jeg har indset, at Dansk Folkeparti ikke kan lide flygtninge. Jeg tvivler efterhånden på, om de kan lide mennesker overhovedet.”
Sådan lyder det i et opslag på facebook fra Enhedslistens statsministerkandidat Pernille Skipper. Bemærkningen er en kommentar til en artikel i Jyllands-Posten, hvor en række organisationer kritiserer de udlændingestramninger, som regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt i finanslovsaftalen.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen kalder udsagnet fra Pernille Skipper for ”helt vildt”. Han mener, at det er udtryk for en forråelse af debatten, og han kritiserer EL-lederen for at legitimere, at man kan kalde sine modstandere for de værste ting.
”Med sådan et udsagn siger man til sine egne tilhængere, at det er helt i orden at beskylde sine modstandere for de værste ting. Man behøver slet ikke at argumentere for det. Man kan bare bruge skældsord. Jeg synes det er vildt, at en politiker på det niveau blåstempler, at man kan sige den slags om en modstander,” siger Martin Henriksen.
Han ser det i samme boldgade som venstrefløjens kritik af Dansk Folkeparti for at være ”uanstændige”.
”Det er interessant, at dem, der er bekymret for tonen i udlændingedebatten, de synes det er i orden at tale så grimt om deres modstandere. Jeg kan da godt mene, at nogle af mine politiske modstandere er langt ude politisk. Men den tanke har da aldrig strejfet mig, at de ikke kan lide mennesker”.
Pernille Skippers synspunkt er, at Dansk Folkepartis politik rammer flygtninge og at I dermed er ligeglade med disse mennesker?
”Det er et underligt udsagn, og jeg forstår ikke, at man kan få den tanke, at alle de mange danskere, der har stemt på Dansk Folkeparti, at de ikke kan lide mennesker. Selvfølgelig kan jeg lide mennesker. Og jeg er da ikke ligeglad. Jeg kan da sagtens sætte mig ind i, hvordan folk har det, når jeg kommer ud på et dansk asylcenter. Men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg så mener, at folk så bare skal have lov til at være her. For jeg bekymrer mig om danskerne. Vi er et lille land og der er ikke andre end os selv til at passe på danskerne, dansk sprog og kultur. Jeg synes venstrefløjen glemmer, at danskerne også er en slags mennesker,” siger Martin Henriksen.
“Jeg forstår ikke, at man kan få den tanke, at alle de mange danskere, der har stemt på Dansk Folkeparti, at de ikke kan lide mennesker”
Martin Henriksen (DF), udlændingeordfører
Støtter flygtninge i nærområder
Han tilføjer at Dansk Folkeparti støtter hjælp til flygtninge i nærområderne:
”Det er først som sidst vores opgave at træffe beslutninger for danskerne. Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan gøre noget for andre, og vi har i Dansk Folkeparti været med til at give en stor håndsrækning til de flygtninge, der opholder sig i nær-områderne. Det er nogle af de mennesker, der har det allerværst. Der har vi altså været med til at sikre, at der i år bevilges et godt stykke over 600 millioner kroner til indsatsen i og omkring Syrien”.
Mindre respekt for politiske modstandere
Forleden udtalte Alternativets leder og statsministerkandidat Uffe Elbæk, at han var bekymret over “fascistiske tegn i dansk politik”. Nu kommer Enhedslistens statsministerkandidat Pernille Skipper med udsagnet om at Dansk Folkeparti nok ikke kan lide mennesker. Martin Henriksen ser begge udsagn som en del af samme tendens: At respekten for politiske modstandere bliver mindre.
”Der har altid været nogen, der opførte sig dårligt. Det nye er, at tonen på de sociale medier, hvor man bruger skældsord og ikke-argumenter om sine modstandere, nu bliver løftet op på det højeste politiske niveau,” siger Martin Henriksen.
DitOverblik.dk kontaktede torsdag middag Pernille Skipper og lederen af Enhedslistens presse og kommunikation, Mads Tanghøje, for at få en kommentar til Martin Henriksens kritik. Vi havde ikke fået nogen tilbagemelding på henvendelsen, da vi afsluttede denne artikel kl. 18.30. Vi er naturligvis klar til at opdatere artiklen, hvis vi hører fra Pernille Skipper.