Terrorforsker: Sverige er salafismens epicenter i Skandinavien

0
2877
Antallet af personer, der bekender sig til salafistiske grupper, der går ind for vold, er vokset fra ca. 200 til 2000 i Sverige på 10 år. Arkivfoto

Salafistiske grupper er på fremmarch i Europa, og de står stærkt i Sverige, hvorfra der er tråde til Danmark. Vi har dog ikke samme udfordringer som Sverige, vurderer terrorforskeren Magnus Ranstorp i et interview med magasinet RÆSON

Med støtte fra mellemøstlige diktaturstater som Saudi Arabien og Qatar er den ekstremistiske, islamiske retning salafismen på fremmarch i Europa. Det gælder ikke mindst i Sverige, som ifølge den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp er blevet selve salafismens epicenter i Skandinavien.

Magnus Ranstorp og en kollega udgav i juni en 256 siders rapport for den svenske Forsvarshøjskolen om salafismens udbredelse i Sverige. Den viste, at antallet af personer, som er medlem af organisationer, der går ind for en voldelig udgave af salafismen, er ti-doblet i Sverige de sidste 10 år – fra 200 til ca. 2000. Men i et interview med det danske magasin RÆSON, vurderer Magnus Ranstorp, at antallet af salafister i Sverige er endnu større:

”De salafister, jeg har interviewet, gættede på, at der var omkring 10.000 virkelig hardcore salafister i Sverige og måske yderligere 20-30.000, der følger en mindre streng variant, men tallene er usikre. Sverige er selvfølgelig salafismens epicenter i Skandinavien, fordi vi har mange flere muslimer af forskellige observanser,” siger Magnus Ranstorp til RÆSON.

“Sverige er selvfølgelig salafismens epicenter i Skandinavien, fordi vi har mange flere muslimer af forskellige observanser”

Magnus Ranstorp, terrorforsker, til RÆSON

Antidemokrater og intolerante

Salafister afviser enhver nyfortolkning af islam og går ind for en opdeling i rene og urene. De er modstandere af demokrati og frihedsrettigheder, og de promoverer aktivt intolerance, diskrimination og hate-speech imod andre grupper, især jøder og shiamuslimer, forklarer Magnus Ranstorp.

Ikke alle salafister går ind for vold, men næsten alle islamiske terrorister har et salafistisk udgangspunkt. Magnus Ranstorp nævner flere eksempler på terrorister, som har haft deres gang i salafistiske miljøer i Sverige. Det gælder f.eks. den terrordømte Said Mansour, der også boede i Danmark på et tidspunkt, og Mohamed Moumou, der var Abu Musaqbh al-Zarqawis højre hånd i udviklingen af Islamisk Stat i Irak.

Ifølge Ranstorp var Moumou knyttet til Brandenbergermoskeen i Stockholm, hvor han opbyggede et salafistisk miljø.

Magnus Ranstorp fortæller, at Gøteborg er en af de byer i Sverige, hvor salafismen står stærkest. Den største moske i byen, der har en salafistisk platform, samler 3-4000 til den ugentlige fredagsbøn. Antallet er vokset i takt med, at der er kommet nye flygtninge til Gøteborg.

”Størstedelen af flygtningene går simpelthen hen til den moske, der nu engang ligger nærmest (…) I de fleste tilfælde vil de nyankomne kigge efter indkvartering nær deres landsmænd, og på den måde bliver de suget ind i segrerede fællesskaber, hvor salafismen trives,” siger Ranstorp til RÆSON.

“På den måde bliver de suget ind i segrerede fællesskaber, hvor salafismen trives”

Magnus Ranstorp, terrorforsker, til RÆSON

Forbindelser til Danmark

Malmø har også salafistiske miljøer, og herfra er der tæt forbindelse til miljøer i København. Men ifølge den svenske terrorforsker er salafismens udbredelse ikke så stor i Danmark:

”Jeg tror miljøet i Danmark er temmelig småt, eftersom det er et meget mindre land, som kun har små miljøer som det omkring Grimhøjmoskeen i Aarhus, som er mere geografisk isoleret end Malmø,” siger han.

Magnus Ranstorp mener, at de salafistiske grupper er et voksende problem for de skandinaviske demokratier:

”Salafisterne ønsker ikke at integrere sig i samfundet, og det har de selvfølgelig deres demokratiske ret til, men problemet er, at de forstærker ’æreskulturen’, de kommanderer rundt med fok indenfor deres bekendtskabskreds, bestemmer hvem de kan gifte sig med og være venner med for at holde gruppen lukket. De søger at forblive forenede ved at fremstille alle udefrakommende som fjender, endda også andre muslimer,” siger han til RÆSON.

Støtte fra Mellemøsten

Men hvordan finansieres de salafistiske miljøer, som også er involveret i friskole og moské-byggerier? Ifølge terrorforskeren går der store pengestrømme fra Mellemøsten til Europa for at udbrede salafisme og wahhabisme. Sidstnævnte er den fundamentalistiske udgave af Islam, som er udbredt i Saudi Arabien.

”Vi må huske, at lande som Saudi Arabien bruger enorme summer på at promoverer salafisme i hele verden for at få indflydelse. Det er vi som demokratier nødt til at overveje konsekvenserne af – og hvad vi skal gøre ved det,” siger Mahnus Ranstorp i interviewet med RÆSON.

Artiklen i RÆSON kan læses her – kræver abonnement.

Læs også: Muslimsk læge og forfatter roser dansk burkaforbud