Tæt på deadline: Politisk flertal vil have ændret i epidemilovens lovtekst  

0
1512
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var mandag kaldt i et samråd om epidemiloven. Han skulle her svare på, hvorfor Sundhedsstyrelsens sundhedsfaglige skriftlige bidrag og perspektiver til forslag til ny epidemilov ikke er tilgået Folketinget og offentligheden. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Epidemiloven forventes at blive vedtaget tirsdag, men i sidste øjeblik vil et flertal uden regeringen have ændret i lovteksten. Eksperter opfordrer til helt at udskyde epidemiloven

Epidemiloven, der forventes at blive vedtaget tirsdag, har længe været grundlag for heftig debat i og uden for Folketinget, men står det til flere eksperter bør den debat foldes endnu mere ud.

Ifølge dagbladet Information efterspørger flere eksperter en udskydelse af loven, så der er mere tid til debat. Det skyldes blandt andet spørgsmålet om danskerens retssikkerhed og behandlingen af personfølsomme oplysninger. I det nuværende forslag til epidemiloven er det nemlig strafbart for borgere og virksomheder ikke at dele personfølsomme med staten, hvis Danmark befinder sig i en sundhedskrise, skrev Politiken søndag.

Det har fået eksperter, myndigheder og organisationer til at kritisere epidemiloven for at mangle klare grænser for, hvordan disse personfølsomme oplysninger skal behandles, og hvor længe de skal opbevares. Det drejer sig især om paragraf 49, der vil give Styrelsen for Patientsikkerhed lov til at opkræve oplysninger om en smittet borgers adfærd i nær kontakt med andre.

Ifølge Information kommer kritikken bl.a. fra Rådet for Digital Sikkerhed, Justitia og Datatilsynet, der alle indsendte høringssvar til lovteksten allerede i januar.

I alt har politikerne skulle gennemgå 300 siders høringssvar fra forskellige aktører. Det får formand for Rådet for Digital Sikkerhed, Henning Mortensen, til at efterspørge en udskydelse af epidemiloven, så alle høringssvar og pointer derfra kan blive debatteret ordentligt.

”Det her handler om borgernes retssikkerhed. Det er meget sjældent, at vi har et lovforslag, der er så indgribende over for borgerne, som det her er. Netop derfor kræver det også en ekstra grundig overvejelse, inden man vedtager det, ” siger han til Information.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

 

Deadline nærmer sig hastigt

Flere af eksperterne luftede i weekenden deres kritik af afsnittet om personfølsomme oplysninger i Politiken, og det har nu fået et flertal uden om regeringen til at reagere. Ifølge Information vil partierne have ændret paragraf 49 og sætte klare grænser for, hvor længe de personfølsomme oplysninger må opbevares.

Et af partierne bag ændringsforslaget er Dansk Folkeparti. Til Jyllands-Posten siger sundhedsordfører Liselott Blixt, at det kan være nødvendigt at indsamle oplysninger til smitteopsporing, men at problemerne opstår, hvis de oplysninger bliver brugt til at håndhæve de tvangsindgreb, der er i epidemiloven. Det gælder blandt andet tvangsisolation og tvangsindlæggelser.

Den store mængde af tvang og tvangsindgreb i loven er da også en af grundene til, at Dansk Folkeparti vil stemme nej til epidemiloven tirsdag. Også Nye Borgerlige vil stemme nej.