Svinekød er næsten forsvundet fra menuen i Vallensbæks daginstitutioner

0
2135
Det er sjældent, der indgår skinke eller andet svinekød i frokosten i Vallensbæks daginstitutioner. Arkivfoto

Et forslag fra Dansk Folkeparti om, at der skal svinekød på menuen mindst én dag om ugen i Vallensbæks daginstitutioner, blev skudt ned i kommunalbestyrelsen i sidste uge

Det er meget sjældent, der er svinekød på menuen, når børnene skal spise frokost i Vallensbæks daginstitutioner. I flere institutioner kan der gå flere uger, uden at den varme ret består af frikadeller eller andet, der er tilberedt af svinekød. Det viser nogle ugers madplaner fra kommunens daginstitutioner, som på Dansk Folkepartis foranledning er blevet indsendt til byrådet.

I en af institutionerne var det eksempelvis kun én gang i løbet af fire uger, der var svinekød på den varme menu. I en anden blev der serveret svinekød én dag – i form af tilbud om svineleverpostej.

DF: Svinekød mindst hver femte dag

Det er for lidt, mener Kenneth Kristensen Berth, der er kommunalbestyrelsesmedlem for Dansk Folkeparti. På sidste uges kommunalbestyrelsesmøde havde DF stillet et forslag om, at svinekød mindst skal indgå i 20 procent af menuerne, dvs. mindst én dag om ugen. Forslaget skal både gælde daginstitutioner samt ældre- og plejeboliger.

“I alle de varme retter med to-tre undtagelser anvendes der ikke længere svinekød. Vi synes ikke det er tilstrækkeligt, at man serverer kødpølse en gang om ugen. Svinekød skal også indgå i de tilberedte retter,” sagde Kenneth Kristensen Berth på byrådsmødet.

Han kaldte det et skred, at man ude i daginstitutionerne har skåret brugen af svinekød ned til et minimum.

“Det tyder på, at man ræsonnerer på den måde, at svinekød det kan alle ikke spise, så derfor lader vi være med at bruge det. Men resultatet er altså at vi indretter os efter et fra Folkekirken divergerende trossamfund og indfører deres madregler,” sagde DFeren.

Kenneth Kristensen Berth er medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk Kommune. Han er tidligere folketingsmedlem. Foto: Steen Brogaard

Socialdemokrat: Vores institutioner er blevet multikulturelle

Men forslaget fik ingen opbakning fra de øvrige partier i kommunalbestyrelsen. Herfra lød der ord som ”latterligt” og ”ligegyldigt”:

”Det er latterligt at vi skal pålægge daginstitutionerne at spise noget bestemt. Personligt spiser jeg ikke meget svinekød. Jeg kunne ikke drømme om at sætte tænderne i svinelever. Det smager afskyeligt. Kalvelever derimod smager derimod dejligt,” lød det fra socialdemokraten Søren Wiborg.

En anden socialdemokrat, Erdal Colak, argumenterede med, at Danmark er blevet multikulturelt:

”I de tre perioder hvor vi to har siddet sammen i kommunalbestyrelsen er du kommet med forslag om halal og svinekød. Det er ligegyldige forslag. Det handler om at danske institutioner er blevet multikulturelle og dermed er efterspørgslen efter svinekød forsvundet,” sagde han.

Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk Kommune. Foto: Vallensbæk Kommune

Kennet Kristensen Berth: Gør som Ishøj

Den konservative borgmester Henrik Rasmussen argumenterede med, at ”der er masser af gris på gaflen” i kommunens institutioner, f.eks. i form af pølsehorn. Han ville dog gerne være med til at indskærpe overfor instituionerne, at maden skal have udgangspunkt i dansk madtradition og der skal vises respekt for andre trossamfund. Men dét tiltag vil ikke ændre noget, mener Kenneth Kristensen Berth:

”Det er fuldstændig utilstrækkeligt, for man kan sagtens holde sig inden for danske madtraditioner uden at bruge svinekød. Hvis borgmesteren sender den der skrivelse ud til daginstitutionerne, så vil de gøre som de plejer,” sagde Kenneth Kristensen Berth.

Han pegede på, at den indvandrertunge nabokommune Ishøj, som har en socialdemokratisk borgmester, tidligere har oplevet samme problem med, at svinekød forsvinder ud af madplanerne. Som konsekvens er det nu indskrevet i Ishøj Kommunes ernæringsprincipper, at svinekød skal serveres.

”Det vil man så ikke i en konservativt ledet kommune. Det er en tilpasning til Islam af den mad som serveres i vores institutioner og det vil vi ikke acceptere i Dansk Folkeparti. Jeg synes ikke Vallensbæk skal stå tilbage for Ishøj,” sagde Kenneth Kristensen Berth.

“Det er en tilpasning til Islam af den mad som serveres i vores institutioner og det vil vi ikke acceptere i Dansk Folkeparti”

Kenneth Kristensen Berth, kommunalbestyrelsesmedlem, Vallensbæk Kommune